Iguazu, Argentina og Salar de Uyuni

Argentina, Bolivia Puerto Iguazu, Salta, Tupiza, Salar de Uyuni og Sucre

Saa er det tid til en beretning fra det sydamerikanske igen!

Det bliver en lang en af slagsen, for vi har simpelthen oplevet SAA mange ting siden sidst…

Iguazu og Argentina

Iguazu vandfaldene var en fed oplevelse. Vi saa foerst vandfaldet fra den brasilianske side, som man kunne “overstaa” paa et par timer. Bedste oplevelse her var at vaere lige midt i “Djaevlens Hals”, hvor der var bygget en bro ud midt i det hele. Her var det nyttigt at have et vandresistent kamera! Vi blev plaskvaade men det var sjovt at proeve og ogsaa en smule rart pga. varmen. Tidligere paa dagen havde vi vaeret ude ved en stor daemning, hvor Stine skulle springe i faldskaerm fra. Det var en meget professionelt sted heldigvis, selv om Stine syntes at hendes instruktoer lavede lidt for mange jokes om sikkerhed, erfaring osv… Da de var gaaet ud mod flyet blev jeg siddende i skyggen og ventede, og mens de var paa vej op landede flere faldskaermsudspringere paa marken foran mig. Det var godt at Stine og co. havde taget af sted, for en af dem havde en meget dramatisk landing hvor han bogstaveligt talt landede med fronten i graesset og jeg maatte tage mig selv i at udstoede et lille “gisp”! Det saa meget voldsomt ud og han skulle ogsaa have hjaelp til at komme op og faa skaermen af, men han var tilsyneladende ok after all… Heldigvis gik alt som det skulle med Stine, og det havde vaeret saa fedt at hun var klar paa at goere det igen!
Dagen efter tog vi til den Argentinske side af vandfaldet, hvilket viste sig at vaere en hel dagstur. Denne nationalpark var bygget op som en mindre forlystelsespark i DK, med toge der transporterer dig rundt osv. Her var forskellige ruter man kunne gaa for at se forskellige vandfald. Foerst tog vi ud til en lille oe, hvor man ser vandfaldene fra et andet perspektiv end inde fra landet. Undervejs stoedte vi paa et par leguaner/kaempe firben som laa og solede paa stien, saa her skulle vi lige taenke lidt kreativt for at komme videre paa vores vej… Senere saa vi ogsaa en cayman (slags alligator) som heldigvis laa i vandet under en bro, saa her var vi ikke i naerheden af at vaere udsat paa nogen maade. Men sjovt at se dyr i naturen i stedet for i en zoo – det er noget mere spaendene. Vi fik taget en ordentlig maengde billeder, for overalt var der regnbuer og smukke landskaber, og Iguazu vandfaldene straekker sig ogsaa over 3-4 km, saa der var nok at se! Det var super fedt at se vandfaldet fra begge sider, hvor vi dog begge var mest fascineret af den argentinske side. Aftenen brugte vi paa vores hostel hvor vi kun havde en enkelt overnatning, foer vi dagen efter skulle med (endnu) en 24 timers bus gennem det nordlige Argentina for at komme til en by der hedder Salta. Dette var ogsaa en speciel oplevelse eftersom der blev serveret mad og drikkevarer ombord som paa et fly. Dog var det ikke ligefrem gourmetmad, og morgenmaden bestod fx af kiks og smaakager. Om aftenen blev der vist to amerikanske film i de paamonterede skaerme – helt fint – hvis de nu havde valgt bare at have enten sproget eller underteksterne paa engelsk, men nej. Udelukkende spansk.
Vi ankom til Salta om formiddagen hvor vi fandt vores hostel og derefter gik en tur ind i bycentrum, som ikke laa langt derfra. Her fandt vi lidt at spise, og saa var vi ellers super kulturelle og gik paa museum MAAM – et museum om de omkringliggende bjerge hvor der var gjort mange arkaeoligiske fund inkl. flere (uhyggeligt) velbevarede mumier. De havde tre mumier, men kun een er udstillet af gangen og den havde i hvert fald ligget trygt og godt – man kunne stadig se hud og haar…
Paa vej tilbage til hostelet stoedte vi paa nogle mennesker der var klaedt ud, som ville give os billetter til noget teater dagen efter. Jojo, det kunne da vaere sjovt nok, saa dem tog vi gladeligt imod.  
Om aftenen lavede vi mad paa vores hostel, som simpelthen havde saa hyggelig en stemning. Alle var super flinke og hjaelpsomme, og vi fik snakket med en del og udvekslet rejseplaner- og erfaringer. Vi moedte ogsaa en dansk pige som rejste rundt alene og blandt andet havde vaeret paa Sydpolen. Det er ikke lige saa mange der goer det, saa det var sjovt at hoere om!
Dagen efter stod den paa riverrafting paa en flod en god times koersel fra Salta. Niveauet var 2-3 hvor de vildeste floder har et niveau paa 5, men efter at have proevet rafting 4 gange efterhaanden, var det en smule kedeligt. Heldigvis var det virkelig smukke omgivelser, saa helt spildt var det ikke. Stine syntes heller ikke det var saa vildt saa vi vil gerne finde et sted de har niveau 4 rapids – maaske i Costa Rica…
Om aftenen skulle vi have deltaget i en “asado” (barbeque) paa hostelets tagterasse, men det blev udsat til torsdag. Hvad goer man saa? Man tager selvfoelgelig ud og spiser en fantastisk argentinsk boef med dertilhoerende roedvin! Det var simpelthen saa laekkert. Inden maaltidet havde vi igen vaeret kulturelle og vaeret i teatret til det som vi havde faaet billetter til dagen foer – det var dog en kort “fornoejelse”, da det var en slags skolekomedie og vi ikke forstod ret meget – for ikke at sige ingenting…
Torsdag skulle vi bare have tiden til at gaa, da vi skulle med bus mod Bolivias graense ved midnatstid, hvilket heldigvis gav os mulighed for at spise med i den asado som ikke var blevet til noget dagen foer. Eftermiddagen brugte vi paa at se de to sidste afsnit af “Arvingerne”, som vi af gode grunde ikke havde naaet at se inden vi tog af sted, saa det var skoent at faa en afslutning paa – selv om der jo kommer en ny saeson…

Bolivia 

Turen mod Bolivia gik som disse busture nu gaar, masser af stop undervejs fordi der er flere der skal med bussen og mange forstyrrelser, saa det var begraenset hvor meget soevn vi fik. Vi ankom til graensen ved 7-tiden om morgenen, hvilket betoed at der ikke var ret lang koe til at faa udfyldt indrejsepapirer og faa stemplet passet. Skoent! Herfra fandt vi en bus mod byen Tupiza hvor vi havde en overnatning inden vi om loerdagen skulle paa en 4-dages tur ud i Bolivias oerken. Efter vi havde sat os “til rette” i bussen mod Tupiza kommer der en ung pige op i bussen og begynder at synge. Bare saadan lige ud af det blaa. Lidt voldsomt og en smule skingert var det ogsaa. Efter at have frygtet at det skulle vaere saadan paa hele busturen var jeg utroligt lettet da hun efter et par minutter stoppede og gik rundt og bad om penge. Det blev desvaerre et paent nej tak… Da vi kom til Tupiza om formiddagen, fandt vi foerst og fremmest en ATM for at haeve nogle penge. Jeg proevede foerst med mit VISA/debit, som jeg bedst kan lide at haeve fra fordi der med det samme kommer en SMS fra Jyske Bank med at der er blevet trukket penge – saa ved jeg de ikke har taget mere end hvad jeg har haevet osv. Proevede to gange med det, men den afviste og der kom ingen penge ud. Naa – saa proevede jeg da bare mit VISA/dankort og fik penge og kvittering – ingen problemer. Indtil jeg fik to SMSer fra Jyske Bank med at haeveautmaten havde haevet penge fra mit VISA/debit… PIS. 800 kr. lige ud af vinduet! Vi gik hen for at tale med selve banken, og de afviste og sagde at de slet ikke accepterede det kort, saa de havde ikke trukket pengene. Der var ikke andet at goere end at skrive til Jyske Bank og hoere om de kunne goere noget.
Efter en lidt traels start paa Bolivia fandt vi
en cafe for at faa noget morgenmad. Tupiza var tilsyneladende en ok by – lidt lille, men hyggelig nok – og det hele blev kun meget bedre da vi bestilte morgenmad til 20 kr inklusiv friskpresset appelsinjuice. Laekkert!
Vi havde fulgtes mere eller mindre fra Salta med en norsk pige der ogsaa skulle til Tupiza, og hun blev og passede paa taskerne, da Stine og jeg gik ud for at lede efter de firmaer Lonely Planet anbefalede til 4-dages turen. Vi fik hurtigt booket turen til dagen efter og de var simpelthen saa soede.
Nordmanden skulle bo paa samme hostel, saa vi fandt en taxa og delte den. Hostelet laa rimelig afsides af det der kunne betragtes som by og var ret forladt. Indehaveren var lidt underlig, og det levede ikke rigtig op til vores forventninger – godt det kun var een overnatning.  

Loerdag morgen blev vi hentet paa en naerliggende tankstation og koert til det hotel vi havde booket turen hos. Her skulle jeepen pakkes med tasker, mad, drikkevarer osv – og vi moedte de tre israelske piger vi skulle tilbringe de naeste 3-4 dage med. De virkede rigtig soede, og heldigvis snakkede den ene af dem lidt spansk som mig, hvilket var ret praktisk da vores chauffoer/guide Marco ikke kunne engelsk. Han var dog noget naer det soedeste vaesen, simpelthen saa rar og hjaelpsom!
Da vi satte kursen mod oerkenen spurgte han om vi ville hoere musik, og saa blev Jeepen hurtigt doebt “The partybus”. Da vi var kommet lidt ud af byen og havde koert et stykke – meget opad! – punkterede vandbeholderen paa Jeepen og vi holdt stille i 40 minutter mens Marco fixede den. Syntes ikke det saa alt for godt ud – naar han haeldte vand paa den spruttede den det bare op igen og den roeg ret meget. Men Marco sagde “No problema, está bien!” (ingen problem – det hele er fint) – jaja, man var vel noedt til at stole paa ham… Vi koerte videre og trods landskabet var meget oede og toert var der overraskende mange smaa vandloeb og baekke. Vaeldig belejligt naar Marco havde toemt 3 2-liters flasker med vand ned i vandbeholderen og ikke havde mere, saa de blev lige fyldt op.
Foerste dag i oerkenen var ret haard, da vi nok koerte sammenlagt i 12 timer. Og der er ikke ligefrem asfalterede veje ude i ingenting, saa komfortabelt ville jeg ikke kalde det. Undervejs saa vi utallige lamaer, alle fri i naturen, men nogle med hvad der bedst kan beskrives som oereringe (vel en slags oeremaerker som derhjemme, men lavet i stof og fine farver!). Hele turen var simpelthen saa smuk; himlem var klar og blaa, hvilket stod i staerk kontrast til de toerre farver og omkringliggende bjerge og vulkaner. Stedet hvor vi spiste frokost var en landsby hvor boern rendte rundt og spillede fodbold, og her fik vi vores foerste maaltid som vores kok, Maria, som koerte i en anden jeep, havde tilberedt. Kylling, ris og salat – hvilket var overraskende godt! En af de israelske piger spise kum en banan, hvilket jeg fandt lidt underligt. Det skulle vise sig at blive meget vaerre…
Ikke lang tid foer vi naaede til “base 1”, koerte vi gennem en gammel by som laa i bjergene hvor der var mange ruiner. Her havde spanierne aabenbart vaeret for nogle hundrede aar siden for at drage nytte at de mange miner der fandtes i omraadet med soelv.
Hostelet vi skulle sove paa om aftenen var langt bedre end jeg havde turdet haabe pa. Der var en seng til hver (ikke engang koejesenge, men enkeltmands!), der var elektricitet, toiletter og vand i hanen.
Aftensmaden var igen god – dejlig varm suppe (vi befandt os ca.4000-5000 meter over havets overflade, saa der var koldt om aftenen!) og noget koed med tilbehoer. Igen spiste hende israeleren ikke rigtig noget, og vi fandt ud af at hun aabenbart ikke spiser groentsager, men kun pasta, pizza, burger, toast osv… Og frugt. Maria kunne ikke helt forstaa det, og hun blev vist lidt mopset fordi hun troede det var fordi hun ikke kunne lide hendes madlavning.

Dag to startede 6.30 med vaekning af Marco, hvor der var morgenmad kvart i syv. Han fik pakket bilen og saa satte vi os ellers ud i jeepen igen. Israelerne var meget skeptiske mht. bilen og om den ikke skulle repareres, og selv om Marco forsikrede dem om at det hele var som det skulle vaere, var de stadig utroligt skeptiske. Ruten paa dag to var ikke naer saa kuperet som dag 1, hvorfor landskabet slet ikke ville kraeve saa meget af bilen, men det troede de heller ikke paa. Jeg havde spurgt ham hvor laenge han havde vaeret guide, og han havde haft jobbet i 10 aar – saa jeg var rimelig overbevist om at han vidste hvad han snakkede om.
Dagen boed igen paa helt ufattelige landskaber og naturscener, og jeg har slet ikke tal paa alle de laguner, bjerge og vulkaner vi har set. Een soe var helt groen, en anden helt blodroed, en tredje hvid, osv osv. Vi saa tilmed masse flamingoer, og inden frokost besoegte vi et sted med “aguas calientes”, som er en naturligt opvarmet soe/kilde, hvor de havde lavet et slags spa ud af det. Det var virkelig laekkert og dejligt at faa varmen midt i kulden! Her var to af de israelske piger for fine til at bade i det, saa de blev i bilen. De var rigtig soede og fine at snakke med – men de var lidt fine paa den nogle gange. Hende der ikke spiste noget havde det lidt skidt denne dag, men helt aerligt, saa kunne hun jo maaske overveje at spise noget. Ingen af os var slemt ramt af hoejdesyge, kun en smule svimmelhed heldigvis.

Tredjedagen var rent terraenmaessigt som dag to, og vi saa ogsaa en masse laguner og bjerge. Frokost holdt vi taet ved en stor dynge af sten/et lille bjerg, hvor der var masser af “picachus”, som er en slags kanin men med lang hale. De var simpelthen saa soede og var ikke bange for at blive fodret af mennesker, hvilket var ret sjovt. To russere i en anden jeep gik helt amok og fulgte efter dem naar de flygtede op paa bjerget, det var aabenbart en hel sensationel oplevelse… Russere naar de er bedst.
Frokosten bestod af ris, en slags tunfrikadelle og salat. Stine og jeg spiste det samme, men et par timer efter fik Stine det rigtig daarligt og var virkelig skidt. Hun havde meget kvalme og det saa ikke alt for godt ud da hun fandt en pose frem i jeepen. Efter et par stop i oedemarken kom vi til en landsby hvor der var et ok toilet, og hun havde ogsaa faaet det saa skidt at det var ved at vaere ret kritisk. Efter en halv times tid paa toilettet fik vi tilbudt at tage til laegen, hvilket vi gjorde. Laegen laa ikke langt vaek fra det sted hvor toilettet var, men det skulle alligevel gaa hurtigt. I mellemtiden var der dog kommet mange fluer ind i bilen, hvilket betod at israelerne ikke ville gaa ind i bilen foer de havde faaet de fleste ud. Ej men altsaa! Det ville de ikke selv om de tidligere havde vaeret super hjaelpsomme da Stine foerst begyndte at have det daarligt. Graensen gaar aabenbart ved fluer…
Da vi kom til laegen fandt jeg min lille phrasebook frem og proevede at forklare den soede mand hvad der var galt med Stine. Stedet var faktisk helt ok – bedre end hvad jeg havde forestillet mig saa langt ude i ingenting – og han tog blodtryk og trykkede nogle forskellige steder paa Stines mave. Diagnosen var hurtigt stillet: maveinfektion. Stine viste ham de praeperater som hun havde faaet med fra DK og det var han egentlig meget godt tilfreds med. Han gav hende tilmed noget pulver der skulle blandes op i noget vand, og for hele konsultationen skulle hun af med hele 16 kroner. Det skal vi lige huske at melde til forsikringen! 🙂
Fra laegen og til vores hostel var der en times koersel, og det klarede hun heldigvis fint. Det gjorde ondt og hun havde mange smerter, men det hjalp lidt da vi kom frem til hostelet og hun kunne ligge og slappe af.
Hostelet var lavet af saltblokke i stedet for mursten, og vi befandt os da ogsaa naesten lige ud foran selve Salar de Uyuni – saltoerkenen, som vi skulle ud i dagen efter, der uden tvivl ville blive hoejdepunktet paa turen.
Den kraesne pige havde nu irriteret vores kok saa meget at hun havde udvist meget uvenlig attitude mod os alle 5 de sidste par dage, og en misforstaaelse mellem hende og Marco resulterede i at vi til aftensmad i stedet for at faa pasta med koedsovs kun fik pasta med ost (som ikke smagte ret godt). Virkelig irriterende at hendes kraesenhed kom til at gaa ud over os alle sammen! Vi proevede at forklare hende paa gebrokkent spansk at det kun var hende der ikke spiste groentsager osv, men hun snakkede hurtigt og var desuden svaer at forstaa fordi hendes ene kind var proppet med koka-blade. (Koka-blade er meget udbredt mod hoejdesyge osv, og man kan blive lidt skaev af dem – det er vist dem man paa en eller anden maade udvinder kokain af….) Saa det var et lidt traels aspekt af en ellers fantastisk tur!
Stine fik det heldigvis bedre over natten og var naesten helt fit for fight da vi dagen efter skulle op kl 5 for at se solopgangen i saltoerkenen. Salar de Uyuni er 12.000 kvadratkilometer af saltslette, som bedst kan beskrives som et slags fladt snelandskab der fortsaetter i det uendelige – bortset fra at det er salt i stedet for sne, som ligger bredt ud i smaa femkanter. Det uendelige landskab giver gode muligheder for at tage sjove perspektivbilleder, hvor man enten ser mindre eller stoerre ud end man er (se billeder paa facebook). Marco kendte nogle ret sjove opstillinger til billeder, saa det var en fed oplevelse og det var simpelhen saa fascinerende en scene af befinde sig i.
Efter foerste photoshoot skulle vi besoege en oe af klipper der ligger midt ude i det hele hvor der ca er 5000 kaktusser. Her brugte vi 20 minutter paa at gaa rundt og tage flere billeder, og derefter var der morgenmad – kage. Til Marias tilfredshed spiste vi nok halvdelen selv om Stine ikke fik noget – hun ville ikke risikere noget mht. maven endnu.
Derefter var det igen fototid, og vi fik taget nogle gode billeder. Vi havde lidt forskellige rekvisitter med, jeg havde bla en legofigur, men den var for lille til at kameraet kunne fokusere baade paa den og personen i baggrunden, saa det var virkelig svaert at faa taget et godt et, og det lykkedes ikke rigtigt desvaerre. 🙁
Turen gik videre til en landsby hvor vi skulle have frokost, hvor der ogsaa var et lille marked. Derefter koerte vi til byen Uyuni, som ikke fortjener meget plads paa disse linjer – det var godt nok et hul uden lige. Heldigvis havde Marco sagt at det var nemt at komme fra Uyuni til Potosi, og derfra til Sucre hvor vi havde to naetters reservationer. Det var ogsaa delvist rigtigt, men da vi kom til Potosi var den sidste bus til Sucre gaaet for naesen af os, saa vi var noedt til at koere med en privat “taxa”, hvilket Stine var meget skeptisk over for. Jeg ville selvfoelgelig ogsaa helst med offentlig bus, men omvendt havde vi ikke moedt nogle ubehagelige bolivianere endnu saa jeg taenkte det nok skulle gaa. Heldigvis var der to lokale kvinder der ogsaa skulle til Sucre, saa det gjorde os lidt mere trygge. Vi blev koert til doeren af vores hostel i Sucre, og det var nok det stoerste hostel vi har vaeret paa endnu. Vores vaerelse var fint, men meget lydt, hvilket kun blev tydeligere jo mere vi var derinde. Vaerelset laa lige under en trappe der gik op til 2. sal, og hver gang nogen gik op eller ned kunne vi tydeligt hoere det. Oev. Nattesoevnen blev ikke meget bedre af at blive vaekket kl 06.30 af to politimaend der ville se pas og indrejsepapirer. Bum – der blev vi lige lidt overraskede – alt var selvfoelgelig som det skulle vaere, men vi ved heller ikke hvad de var paa udkig efter. Det var vel en slags razzia, – Bolivia er trods alt verdens 2. eller 3. stoerste producent af det hvide pulver…
Dagen brugte vi inde i Sucres centrum – det meste af dagen paa en hyggelig cafe med internet. Vi havde brug for at vaere online efter 4 dage uden saa meget som en mulighed for at sende en sms, saa der blev skypet og facebook’et en del. Vi fik desuden afleveret vasketoej som var utrolig tiltraengt – der gik i hvert fald 3 dage i oedemarken uden bad for mit vedkommende…
Dagen efter var det meningen at vi skulle til La Paz om aftenen, men vi blev hurtigt klar over at det nok ikke ville komme til at ske, da en masse betonarbejdere havde valgt at strejke og parkeret hver deres lastbil i trafikkrydsene i Sucre’s centrum samt ved bygraenserne, saa ingen kunne komme ud af eller ind i byen. Super… Vi tager da bare en dag mere i Sucre. Saa vi har brugt meget tid paa at laegge billeder op og jeg har efterhaanden brugt 2,5 time paa internetcafe for at skrive om alle vores oplevelser, saa tiden gaar da med noget 🙂 Det er dog utroligt aergeligt at vi ikke kunne komme af sted i gaar, da vi havde en aftale om at moedes med Stines nabo, Sophia, der bor i Bolivia og laver frivilligt arbejde, som traenger til et pusterum og noget socialt samvaer andet end det hun faar paa boernehjemmet. Busserne gaar kun om aftenen, saa vi har maatte udsaette det en dag. Men saadan er det vist paa denne side af jorden – heldigvis er strejken slut i dag saa det ser ud til vi kan komme af sted i aften!
Sucre er heller ikke det vaerste sted vi kunne sidde fast – folk her er noget mere velhavende og her er rent og utroligt paent. Mange smukke bygninger og hyggelige cafeer.

Vi er dog spaendt paa at opleve La Paz, da vi har hoert meget forskelligt om storbyen. Indtil videre har vi kun to overnatninger der inden vi skal videre til Titicaca soeen, som deler Bolivia og Peru. Her skal vi ogsaa tilbringe et par dage inden vi paa loerdag d. 29. skal vaere i Cuzco for at vaenne os lidt til hoejderne igen inden den staar paa det beroemte Incatrek den 31. marts. Det bliver spaendende!

Nu vil jeg smutte – haaber I alle har det godt i DK, vi har det i hvert fald godt her!

Kh Fie 🙂

 

 

Visninger

155

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg