Cusco paa haeld

Peru Cusco

Saa er der endnu en update fra Cusco hvor de sidste dage har vaeret ret begivenhedsrige – paa godt og ondt!

Tiden i Cusco er simpelthen gaaet saa enormt staerkt, selv om det somme tider har vaeret nogle lange dage med skole, lektier og boern, og vi har svaert ved at forstaa vi nu har under en uge tilbage i Peru og dermed ogsaa Sydamerika. Men blot fordi vi har vaeret her laenge, betyder det skam ikke at det er en tid uden oplevelser…

I torsdags var jeg til endnu en salsatime, som dog var utrolig ringe skruet sammen. Det var faktisk med samme instruktoer som foerste gang baade Stine og jeg var til det, og han er virkelig daarlig til at laere fra sig og han gaar alt for hurtigt videre i programmet inden folk har bare en lille chance for at foelge med – oev – heldgivis var det gratis 🙂
Fredag var sidste dag i min ekstra uge med spanskundervisning, og her skulle vi paa udflugt til en slags zoo der fungerer som tilflugt/redningssted for misbrugte dyr samt en lamazoo med alpacaer, lamaer og vicunas (hjorte) i massevis og forskellige arter, Det var ret interessant, og vi saa bl.a. en puma der var blevet reddet fra et glasbur paa et diskotek i Lima, Perus stoerste fugl, condoren, som ogsaa er et af de tre hellige inka-dyr/symboler, samt nogle papegoejer og lidt andre dyr. Lamaparken var en fed oplevelse, da man kunne gaa ind til dem og fodre og roere ved dem. Der var den soedeste lille babylama som heldgivis ogsaa var svaert glad for at faa taget billeder – baade selfies og de normale 😉
Fredag aften var jeg til mexican buffet paa Yanapay restauranten, og det var virkelig laekkert – nogle gange faar man bare nok af ris, ris og ris…

I weekenden skulle vi, som jeg naevnte i forrige blog, have vaeret i Huacachina bl.a. for at sandboarde, men det droppede vi desvaerre fordi det var et godt stykke vaek (15 timer i bus hver vej), og det er lidt langt at rejse kun for at have det sjovt med lidt sand. Derfor blev vi i Cusco, og loerdag efter at have sovet dejligt laenge, tog vi bussen sammen med Nelly hen til Plaza Vea, som er det naermeste man kommer paa et vestligt shoppingcenter i Cusco. Vi havde hoeje forventninger – vi havde faaet at vide at der endda var rulletrapper! Vildt! Det var ikke fordi vi skulle paa storshopping, men een ting var vi begge paa udkig efter: barberskum. Smarte som vi var havde vi selvfoelgelig begge to en praktisk lille rejsestoerrelse med, men det smarte gaar ligesom af det naar det hele (og jeg mener DET HELE) bliver nasset af en af de andre toeser i huset. Vi har vores ide om hvem der er den skyldige, men vi har valgt ikke at sige noget.  Men wow hvor var vi begge traette af det – isaer fordi det praktisk talt er umuligt at opstoeve barberskum/gel til kvinder her. Til maend, jaja, det har de i massevis, men peruvianske kvinder bruger aabenbart kun voks til haarfjerning. Typisk… Vi er haabefulde og satser meget kraftigt paa det er muligt at finde noget i Limas lufthavn inden vi skal til Mellemamerika (hvor vi i den grad faar brug for det!). Storcentret var rigtignok med rulletrapper og det hele, men butikkerne var nu ikke det helt vilde, og det eneste jeg koebte var et par fede donuts fra Dunkin’ Donuts, den leende ko ost (har vist naevnt at osten hernede simpelthen er saa deprimerende, saa jeg var lykkelig over at finde en lille bid af DK) og naa ja, for ca. 100 kr ritter sport… Ups – det var vist omtrent 80 kr for meget. Men chokoladekvaliteten er ogsaa meget svingende, saa jeg taenkte jeg hellere maatte lave et lager. At det saa naesten er vaek nu, er en anden snak… 🙂

Loerdag aften inviterede vi (vi = os frivillige der bor i huset – der er efterhaanden kun en haandfuld tilbage da folk enten er draget videre eller er paa en laengere udflugt) familien ud at spise, og det var de rigtig glade for – ja, de virkede naermest forlegne, og Nelly tog da ogsaa sin pung op for at betale da vi skulle til at bede om “la cuenta” – som de selvfoelgelig ikke skulle betale naar vi havde inviteret dem ud. Det var saa hyggeligt, og vi skulle ogsaa have vaeret inde og se ballet bagefter, men jeg forstod aldrig helt om det var fordi der ikke var flere saeder eller de havde rykket forestillingen, vi kunne i hvert fald ikke komme til at se ballet.
Efter restaurantbesoeg tog Stine og jeg sammen med en pige fra vores hus hen paa et partyhostel for at gaa i byen. Vi fik at vide at der senere ville komme 17 danskere, saa det var vi spaendte paa. Det viste sig at det var Ecuador-Galapagos-Peru-holdet fra adventuredk (det selskab jeg rejste med sidste aar i Honduras og El Salvador) og efter et par timer i happy hour-baren faldt vi da ogsaa meget nemt i snak med dem. I starten af aftenen snakkede vi desuden ogsaa en del med tre andre danske fyre, som skal varme op eller spille paa Roskilde (har glemt det i alkotaagen…). Pludselig var klokken blevet 2, og baren lukkede paa hostellet, saa vi tog videre sammen med en dansk gut der havde gaaet paa Herlufsholm og havde en faelles ven med Stine. Det viste sig dog senere at han var ret skudt i laaget og kun ville snakke om hans interesse i at skyde katte… Ham proevede vi saa vidt muligt at slippe af med, men da det ikke rigtig lykkedes tog vi hjem.
De obligatoriske soendagstoemmermaend viste sig for mit vedkommende dagen efter i et dejligt fald ned ad trappen, som til mit forsvar er meget glat i forvejen – men det gjorde ikke ligefrem hovedpinen bedre. Skoen maade at starte dagen paa…

Mandag fik vi os en oplevelse vi sent vil glemme. Eller, jeg fik faktisk to, saa det var en begivenhedsrig dag. Foerste skoere oplevelse var da jeg sammen med to andre fra huset begav os ud paa at proeve den lokale specialitet, marsvin, til frokost. Det var lidt specielt at skulle vaelge mellem et kogt eller stegt marsvin, men vi var hele tre om at dele eet lille marsvin saa det kunne jo ikke gaa helt galt, vel? Vi bestilte den stegte version, da min spansklaerer havde anbefalet mig den udgave. Da den blev serveret toevede vi alle tre en smule, for der er ikke meget overladt til fantasien – kloer, taender, hoved og det hele foelger med, saa det er ikke engang fordi man kan lade som om man spiser noget andet og lidt mere normalt! Vi tog dog mod til os, og det var faktisk bare lidt som at spise kylling, saa det var slet ikke saa slemt endda. Foretraekker til enhver tid kylling, saa det er ikke noget jeg ligefrem vil bestille paa restauranter (igen). Men sjov oplevelse, og restauranten laa helt perfekt med en fantastisk udsigt over Cusco. Da vi forlod restaruranten blev vi moedt af et helt ladfuld marsvin som var klemt godt sammen inde i deres smaa plastikbure. De faa heldige asner der ikke var klemt inde i et bur, var saa til gengaeld klemt mellem et bur og lastbilen. Det var en ret ambivalent oplevelse, for at se de kaere smaa vaesner saa taet pakket sammen med deres smaa soede pivlyde, var ikke specielt rart, men paa den anden side var det ganske fint at faa bekraeftet at man ikke lige havde spist en rotte… (Vi har faaet at vide at nogle steder serverer rotter i stedet fordi man ikke kan se forskel – og af den grund skal man altid soerge for at hovedet ogsaa bliver serveret sammen med resten af dyret. Mums – jeg ved det!).

Yanapay – bye bye!

Mandag eftermiddag stod den igen paa arbejde i Yanapay sammen med boernene, og det gik da ogsaa som det plejer indtil vi skulle have det ugentlige mandagsmoede som er efter selve arbejdet med boernene; man kan vel sammenligne det med et personalemoede. Det er meningen, at man her skal kunne give udtryk for ting, som man undrer sig over, har problemer med eller hvor man kan foreslaa forbedringer ved forskellige ting.  Det er bare ikke saadan det foregaar.
Sidste mandag snakkede Yuri (koordinatoren/lederen) saaledes i ikke mindre end 1,5 time, vel at maerke efter vi havde siddet med boernene og lyttet paa ham i 1,5 time ogsaa, og jeg ved ikke hvor mange gange han sagde de samme ting, bare paa forskellige maader. Hver gang snakker han om hvor meget arbejdet er for boernenes skyld (naturligvis), og hvordan vi skal udvise respekt overfor dem ved bl.a. at komme til tiden. Det eneste problem er, at han goer det paa en maade saa det virker som om han ikke synes vi respekterer boernene, og paa en maade saa os frivillige foeler at vi ikke er gode nok til stedet, og det virker slet ikke som om han er tilfreds med vores arbejdsindsats, selv om vi intet goer forkert (hvor meget forkert kan man i virkeligheden goere naar man bare leger vendespil med boernene hver dag?)… Desuden er det lidt mere som en praediken naar han snakker, og dette stemmer da ogsaa ganske fint overens med at han helst gaar rundt barfodet, gaar med store ponchoer, har diverse fjer haengende i sin eneste lange fletning og generelt bare tror han er reinkarnationen af Jesus. Ok, nu er jeg ogsaa lidt grov, men han er virkelig speciel, og ikke paa den gode maade. Hans dobbeltmorale er et helt kapitel i sig selv – konstant faar vi at vide at boernene ikke maa snacke, og da ogsaa af gode grunde (flere af boernenes taender er allerede raadne, smaa, kantede og usunde), men her er det saa ret tankevaekkende at han selv synes han gerne maa gaa rundt blandt boernene og spise fx slikkepind. Han kan ogsaa sagtens finde paa at gaa ind i sjippetovet mens pigerne sjipper, saa han stopper det hele, i stedet for at gaa udenom hvis han skal forbi. (…)
Forrige fredag, hvor vi jo som tidligere beskrevet absolut skulle paa arbejde trods der ingen boern var, var foerste dag vi moedte ham fordi han havde haft ferie eller saadan noget – han havde i hvert fald ikke vaeret paa Yanapay, og gudskelov for det – saa havde vi nok ikke holdt saa laenge. Men her – det foerste moede med ham – er det foerste han spoerger os om, hvorfor vi ikke var til fredagsmoedet. Hver fredag er der et moede for de frivillige der ogsaa skal vaere paa stedet ugen efter, men da vi havde haft spansktimer havde vi naturligvis ikke haft mulighed for at komme til moederne – desuden var der heller ikke nogen der havde fortalt os noget som helst om de moeder. Det var aabenbart slet ikke acceptabelt at vi ikke havde vaeret til moederne, og da jeg spurgte om jeg kunne se papiret hvor der stod hvilke frivillige der hoerte til i de forskellige familier den uge (de kan godt lave om paa det fra uge til uge), sagde han bare “Nej, du kan se det paa facebook”. Igen var der ingen der havde fortalt os om deres facebookside, og siden han er meget imod teknologi (selv om han gerne tager selfies med boern og hunden paa stedet), havde jeg ikke givet det en tanke at der var en facebookside til stedet. Da vi sagde vi heller ikke kendte til den side, blev han endnu mere gal og spurgte os om vi saa heller ikke havde laest deres “proforma”, som de kalder den. Det er en slags guide/information til de frivillige om hele stedet, og det var slet ikke acceptabelt at vi ikke havde laest den. Stine proevede at fortaelle ham at vi jo faktisk havde vaeret der i to uger, saa det hele var fint og vi vidste godt hvordan tingene fungerede. “Nej, det er slet ikke fint, det er ikke i orden”. Kort sagt fik han os til at have daarlig samvittighed over noget vi slet ikke var klar over og som de skulle have fortalt os. Oveni det hele med at vi skulle komme paa arbejde den dag til ingen boern, var jeg godt gal i laaget over hans “velkomst”… Samme aften praedikede han saa foran alle om, at man i hans oejne ikke var en ordenlig frivillig, hvis ikke man havde laest den skide proforma. Totalt moentet paa os, og igen sad vi med en “What?” foelelse og traels fornemmelse i maven.
Naa, men tilbage til ‘personalemoedet’, hvor vi lige saa stille sad og blev ret irriteret over hans praediken og mange paapegelser, og praktisk talt blev lidt stoedt over hans tilsyneladende manglende respekt og manglende paaskoennelse af vores tilstedevaerelse som frivillige. Han sagde bl.a., at hvis man kun var der for at holde ferie, saa skulle man ikke vaere paa Yanapay, og han blev ved og ved med at snakke om at have respekt for boernene, hvilket jeg vil mene maaske kun er noedvendigt at sige en gang eller to (maks). Stine rakte haanden op for at sige til ham, at hun da var ret sikker paa at vi alle sammen var der for boernenes skyld og ikke for at holde ferie, og det udviklede sig til en diskussion om det tidligere problem mht. fredagsmoederne og proformaen, og jeg sagde til ham, at problemet med det hele var, at vi gang paa gang foelte at han ikke syntes vi var “ordentlige” frivillige, og at vi ikke syntes det var fair at vi havde daarlig samvittighed pga. en miskommunikation mellem dem og Proyecto Peru, og at vi generelt ikke foelte han satte ordentlig pris paa os og de andre frivillige paa stedet. Han ville aabenbart ikke diskutere det foran de andre frivillige, saa han sagde han gerne ville snakke med os bagefter paa tremandshaand – hvilket vi var lidt uforstaaende over for, for saadan som vi saa det var der egentlig ikke saa meget mere at snakke om – vi havde jo fortalt hvordan vi havde det, og det er jo meningen at det skal vaere et moede hvor man skal kunne udtrykke sine bekymringer, saa at han ikke ville tage den der var et mysterium. Da der er mange frivillige der kun snakker spansk, oversatte han ogsaa Stines spoergsmaal saa de kunne forstaa det, og der pyntede han ogsaa lidt paa det og fordrejede de ting hun sagde. Der var endda en pige der rettede ham i det han sagde, og han loej da ogsaa om andre ting over for de andre friviliige, bl.a. sagde han at han ikke fik nogle penge fra de frivillige overhovedet. Gennem Proyecto Peru ved vi, at han/de faar 50 dollars pr. frivillig, og han vendte ogsaa tilbage til et moede han havde arrangeret med Proyecto Peru for bl.a. at snakke om at Stine og jeg ikke vidste noget om fredagsmoederne eller proformaen, hvor han sagde at han havde holdt et moede med dem osv osv, hvor jeg var meget taet paa at sige til ham, at han jo faktisk ikke selv havde deltaget i moedet (det ved vi fra Proyecto Peru), saa det var (ogsaa) noget fis.
Da vi saetter os ned for at snakke med ham efter alle er gaaet, er hans foerste spoergsmaal hvor gamle vi er. Taenker umiddelbart at det ikke er saerlig relevant for vores problem/konflikt, men vi svarer da paa hans spoergsmaal. Da Stine siger hun er 20 svarer han med det samme, at hun ‘er alt for ung til at forstaa et socialt projekt som det her og hun er for ung til at forstaa kulturen i Peru’. Vi fortaeller ham saa, at vi saadan set bare synes det er unfair af ham at vaere saa streng samt at give os daarlig samvittighed for nogle ting som vi ikke vidste noget som helst om og generelt faar os til at foele os som om vi ikke er gode nok til hans projekt. Det er saa, efter hans mening, fordi vi er for foelsomme og misforstaar de ting han siger, og grunden til at han retter paa os osv er fordi Yanapay er hans ‘hjerte, hans arbejde’. Igen siger han at han er 36 og har 20 aars erfaring med at arbejde med boern, saa vi ved ikke en skid og vi er bare et par dumme, forkaelede og rige piger der kun kommer for at faa det godt med os selv og forventer at boernene skal kysse vores foedder og tilbede os hver dag. (!)
Da Stine kommer til at sige, at ‘naar du snakker til moederne om boernene og blablabla (hvilket mest bare var et udtryk for at han snakker om mange ting), glipper det fuldstaendig for ham og han gaar helt op i det roede felt og er totalt uden for paedagogisk raekkevidde. Han haever stemmen, og selv om jeg paa vaeldig demokratisk vis proever at spoerge ham hvad han synes problemet er ved det hele, svarer han (meget professionelt!), at det er Stine der er problemet fordi hun er for umoden og hun forstaar ikke noget som helst og blablabla… Han sviner os til, og til sidst faar vi nok og gaar og han siger vi ikke skal komme igen. Helt ok du… Sikke da en opblaest nar. Heldigvis ved vi fra en anden dansk pige der stadig er der, at alle synes han er en nar og han har handlet forkert, saa hans fordrejninger af vores ord har heldgivis ikke givet pote.
Sikke en mandag aften! Vi besluttede ret hurtigt at tage ned og snakke med Proyecto Peru dagen efter  for at fortaelle dem det hele, for hvis det er Yuris syn paa frivillige, er det ikke et sted at sende flere mennesker hen. Der er mange der har det lige som os, men der er ikke nogen der rigtig toer sige noget til ham. Da vi stod op havde Proyecto Peru allerede ringet til Nelly for at arrangere et moede med os, for de havde modtaget en mail fra Yuri hvori der stod vi ikke maatte komme der laengere – uden forklaring, saa vi taenker han godt ved der ikke rigtig er nogen super god grund til at han fyrede os… Moedet med Proyecto Peru var en rigtig god oplevelse, og de haandterede det hele meget professionelt og lyttede til hele vores historie og var meget forstaaende. De undskyldte flere gange, selv om det slet ikke var deres skyld, og de vil arrangere et moede med ham for at snakke om det. Det hele viser bare, at det er Yanapay, der ikke har styr paa deres ting, og at Proyecto Peru ikke har haft noget skyld i alt det her.
Taenk, at det er muligt at blive fyret som frivillig!

Det var lige lidt galle herfra (undskyld!), men det har fyldt ret meget i vores smaa hoveder de sidste par dage og vi har vaeret ret chokeret over hvor lidt professionel  han er naar man tager i betragtning hvor mange aars erfaring han tilsyneladende har. Det er saa aergerligt, for de foerste to uger hvor han ikke var der, var det virkelig fedt at vaere frivillig paa stedet. Men vi tager det som endnu en oplevelse, og vores humoer er heldgivis stadig hoejt paa trods af kollektiv snue i hele huset – her er serioest koldt og vi glaeder os SAA meget til snart at faa noget varme i Mellemamerika!

Haaber I nyder det laekre vejr i DK – vi indhenter snart jeres tan…

Knus og kram Fie

 

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

105

Kommentér

Opret profil