Costa Rica, Nicaragua, tyveri og El Salvador

Costa Rica, Nicaragua, El Salvador

Ak, saa er det blevet tid til at finde laesebrillerne og taalmodigheden frem igen, for det er lidt for laenge siden jeg sidst har vaeret ved tasterne.

Det er efterhaanden noget tid siden vi forlod Cuscos brostensbelagte gader, og den sidste weekend i Peru skulle vi selvfoelgelig i byen en allersidste gang. Festhumoeret steg da ogsaa en ekstra grad da Russell fra vores hus, som havde vaeret i junglen i et par uger, vendte tilbage til Cusco lige som vi skulle i byen. Som jeg vist gav udtryk for i sidste blog blev tingene i huset lidt skoere i de sidste par uger, saa vi var glade for at se en af de “gode” igen.
Paa en bar moeder Russell tre gutter som var med ham i junglen, og sjovt nok genkender vi dem ogsaa, og det viser sig at de spillede beerpong mod Mads og Boye dengang vi festede med dem paa deres partyhostel. Det var en meget hyggelig aften, ikke det helt vilde dog. Da vi gik hjemad fulgte en af drengene mig hjem, da Stine var gaaet i forvejen, og paa den anden side af gaden ser vi et lokalt par som skaendes helt vildt – manden skubber kvinden, rusker hende og det er tydeligt at hun ikke er tilpas ved situationen. Jonny, som han hed, besluttede saa at gribe ind, selv om hans spansk var meget basic og naermest ikke eksisterende. Det hele ender med at han holder manden, saa kvinden kan loebe ned og praje en taxa som koerer hurtigt vaek fra stedet. Hvad vi saa ikke lige havde regnet med var, at manden tog det SAA daarligt at han tog sit baelte af og tilsyneladende havde taenkt sig at give Jonny en laerestreg… Lidt skraemmende, men jeg fik paa mit gebrokne spansk talt ham fra det og forklaret hvorfor vi havde handlet som vi havde. Til sidst begynder han at graede og det hele er bare lidt mystisk. Men vi slap uden skrammer!

Mandag havde vi et fly fra Cusco til Lima, hvor vi havde en enkelt overnatning inden tirsdagens destination hed Costa Rica. Lima var ikke noget saerligt, saa det var godt vi kun havde en enkelt dag her. Her havde vi selvfoelgelig en faktisk HOTELovernatning, som jo er enormt noedvendig naar man er backpacker. Vi forstaar simpelthen ikke hvorfor vores rejsekonsulent har booket hoteller til os i de byer vi lander i – det giver absolut ingen mening, og selv om det er rart med lidt luksus engang i mellem er det maaske penge der kunne vaere brugt anderledes.

Costa Rica

Ved middagstid tirsdag landede vi i San Jose, Costa Ricas hovedstad. Da vi ogsaa her havde koebt en saakaldt “velkomstpakke” gennem jysk med afhentning i lufthavn og overnatning de foerste par dage, gik vi ud fra der stod en mand og ventede paa os med vores navne paa et skilt, men nej. Vi kiggede papirerne igennem og der var rigtignok ikke shuttle med – sjusk sjusk sjusk…
Vi fandt dog en taxa, som koerte os til vores hotel. Der var aabenbart en vandskade i det vaerelse vi skulle bo i, saa de havde overflyttet os til et andet hotel, som heldgivis var super fint. Nok den bedste receptionist jeg har moedt – han var simpelhen saa soed, hjaelpsom og serviceminded.
San Jose er en grim, grim by og er desuden ret dyr. Vi var saaledes noedt til at haeve 200.000 for at kunne leve et par dage der… Mest fordi deres valuta er saa skoer, men det er sjovt nok at kunne sige man har haevet 200.000 🙂
Det eneste der som saadan er billigt at koebe i Costa Rica er fastfood, men der er praktisk talt heller ikke andet end amerikanske fastfoodkaeder der ligger som perler paa en snor, saa det var ikke saa svaert. San Jose blev ogsaa byen hvor vi ENDELIG (!) fandt vores savnede barberskum, saa vi var ellevilde.
Foerste dag solbadede vi lidt paa hotellets tag, men da det er regnsaeson skifter vejret hurtigt og det pissede ned om eftermiddagen – oev. Torsdag tog vi bussen, som nok er det eneste billige i Costa Rica, til Monteverde, hvor vi skulle have en overnatning. Her skulle vi blandt andet besoege en ostefabrik, som jeg saa utroligt meget frem til da jeg havde laest at man faar smagsproever – ja tak. Bare aergerligt at jeg netop den dag var saa forkoelet at jeg INTET kunne smage. Herligt…
Om aftenen havde vi booket et kort nat trek, hvor der skulle vaere stor sandsynlighed for at se noget wildlife, og det skal jeg love for vi gjorde! Dovendyr, et par sjaeldne pungrotter, den klassiske groenne “Costa Rica” froe, sovende fugle, en kaempe bille (stoerre end en banan!), en giftig viper-slange (som var mindre end en meter fra os) og endelig to taranteller, hvoraf jeg faktisk spottede den foerste – det maa vaere mine araknofobiske tendenser der spillede ind dér…
Fredag morgen stod den paa adventure; noget vi havde manglet en del i vores sidste tid i Cusco, da dagene ikke rigtig gik med noget, saa vi var spaendte. Vi skulle zip-line (en stor svaevebane) gennem Monteverdes kendte Cloud Forest: 14 kabler, rapelling, “tarzanswing” og endelig det saakaldte “superman”, hvor man zip-liner paa maven over et 1 km langt kabel. Det vildeste var dog uden tvivl tarzanswing’et, hvor man bliver spaendt fast i et stort reb og saa ellers bare hopper ud fra en afsats og gynger lidt frem og tilbage. Det lyder maaske ikke af meget, men naar man ryger et godt stykke ud over afgrunden kilder det en del i maven!
Om eftermiddagen gik turen tilbage til San Jose igen, hvor vi havde en sidste overnatning inden vi skulle til Nicaragua om loerdagen. Vi havde besluttet os for ikke at bruge ret lang tid i Costa Rica, da mange vi har moedt paa vores rejse har fortalt at det dels er meget dyrt og dels er ret kedeligt i forhold til andre lande i Mellemamerika, og da vi er noget tidspresset var det en nem beslutning.

Nicaragua

Foerste stop paa vores buspas var Granada, som vi havde hoert gode ting om. For mit vedkommende startede vores Nicaragua-rejse med at miste to par solbriller paa samme dag, og det skulle vise sig at det ikke blev det sidste jeg mistede i dette land…
Granada er fyldt med gamle kirker og bygninger, og det er en smuk by at tulle lidt rundt i – men saa var der heller ikke saa meget andet faktisk. Soendag var vi paa en lille baadtur rundt og se en masse smaaoer – Granada ligger lige ud til Lago de Nicaragua – og det var hyggeligt nok, ikke det vilde.
Mandag tog vi saaledes ud til Isla de Ometepe; en oe bestaaende af to store vulkaner som ligger ude i ovenstaaende soe, og her moedte vi intet mindre end 6 andre danskere. To af dem, Amalie og Casper, faldt vi i snak med, og vi endte med at sidde og snakke sammen til klokken 01.30 om natten. Simpelthen saa hyggeligt! De var fra Randers, saa de kendte ogsaa Mathilde og Ditte som vi havde vaeret en del sammen med i Brasilien.
Tirsdag lejede vi to cykler og cyklede hen til “Ojo de Agua”, som er den smukkeste oase gemt mellem de to vulkaner. Der er en naturlig pool, og der brugte vi et par timer med broeleaber i traerne som soundtrack. Meget autentisk!
Da vi ikke lige foelte for at bestige vulkanerne, som er et godt 12-timers hike hver, tog vi allerede samme dag tilbage til fastlandet igen – vi har jo travlt. Her tog vi til surferbyen San Juan del Sur som ligger paa sydsiden, og allerede foerste aften moedte vi en flok surfere som spurgte om ikke vi ville med dem op og holde fest paa taget af deres hotel. Tjoh, hvorfor ikke? Efter et par timer deroppe tog vi videre i byen, og det var en hyggelig aften.
Dagen efter tog vi til stranden, hvor jeg gjorde en god handel og koebte nogle nye solbriller af en strandsaelger, hvilket allerede var meget tiltraengt.
Torsdag tog vi op til “Pelican Eyes”, som er et resort med helt fantastisk udsigt over bugten og byen, og hvor det koster 200$ at overnatte. Vi var dog blevet fortalt, at man mod en beskeden betaling paa 10$ kunne faa lov at benytte deres fasciliteter en hel dag, og det kunne vi godt lige overskue. Vi blev der til solen gik ned, og fik nogle helt fantastiske billeder af solnedgangen og den laekre “infinitypool” som vi havde slaenget os ved hele dagen. Lidt luksus skal man jo have…
Om aftenen tog vi paa pubcrawl, hvor vi foerst skulle koeres ud til et hostel et stykke vaek hvor der skulle vaere “poolparty”. Stedet var ogsaa super fedt, men ejerne havde misforstaaet et eller andet og da vi kom derud var der baelgragende moerkt og ingen mennesker… Saa vi maatte paent vente paa en shuttle der skulle koere os tilbage. Det var dog hurtigt glemt efter et par staerke drinks med “Flor de Caña”, som er en rom de drikker i hele Mellemamerika. Det gik saa godt med drinks’ne, at jeg slappede lidt for meget af, og pludselig var min taske vaek. Med iPhone, kamera (som jeg ikke ANER hvorfor jeg havde taget med!), penge, koerekort og en masse uundvaerlige smaating (dog ikke mit pas – det havde simpelthen ikke vaeret til at baere….). Det hele gik saa staerkt, og det eneste jeg ved er at det var en lille dreng der tog den. Saa smukke billeder af Monteverdes Cloud Forest, de mange dyr paa nattrekket, vulkanerne paa Ometepe, solnedgangen samme aften – vaek. Han kunne i det mindste have taget SD-kortet ud og saa bare taget kameraet… Heldigvis har vi backup af vores billeder fra Sydamerika, saa det er altid noget. Men OEV, for en traels oplevelse altsaa, og byen var ellers bare saa fed at vaere i. Pis, pis, pis. Lesson learned – Nicaragua er bare ikke mit land at rejse i aabenbart.
Fredag tog vi tilbage til Granada, hvor vi fandt et hostel som Lonely Planet anbefalede til kun 5$ pr. nat – det var da lige til at overskue efter saadan en omgang, og da jeg var traet i hovedet af bekymring, frustration over mig selv osv., tog jeg en lur paa min seng. Vaagnede efter noget tid ved noget der kravlede over min haand, og jeg boerstede det hurtigt vaek – men hov, hvad var nu det andet der kravlede paa sengen? Og en mere? Aaah gud. Vi googlede hurtigt bed bugs (vaeggelus), og den var god nok. Det kunne vi simpelthen ikke magte at slaebe med rundt, saa vi gik hen til et andet hostel selv om vi ikke kunne faa penge tilbage. Mistet telefon og kamera – men nu med bed bugs – nej, det var bare for meget.
Loerdag tog vi til Leon, som vi ogsaa havde hoert mange gode ting om, og vi installerede os paa “Big Foot” – vores foerste rigtige ophold paa et partyhostel, og det var ganske glimrende. Foerste nat var godt nok ulidelig, da det var et 10 personers dorm room uden vinduer og soelle blaesere, saa vi laa bare og kogte lidt i vores egen sved. Derfor skiftede vi ogsaa til et vaerelse med A/C, og det var straks meget bedre.
Efter at have skypet med mutti om fredagen fandt jeg ud af at jeg hurtigst muligt skulle skaffe en politirapport over de ting jeg havde faaet stjaalet, saa loerdag gik jagten ind paa en politistation. Det var ikke saa svaert at finde, men det var nu mere en “politistation”, som pretty much bestod af et par plastikstole, et skrivebord og en koejeseng inde bag ved.
Den dvaske politibetjent var heller ikke meget ved, og han ville ikke roere en finger da det jo ikke var sket i Leon. Pis pis pis… Det var lige hvad der manglede. Ingen politirapport = ingen erstatning. Taenkte, at hvis han havde faaet nogle penge havde det maaske vaeret en anden sag, men det er ogsaa lidt risky at rode sig ud i…
Sorgerne blev druknet om aftenen paa vores hostel hvor der var fest “americano style”, hvor der blev givet gas med ansigtsmaling, flag, glimmer og mojitos til 10 kr.

De mange mojitos gav bagslag om soendagen (delvis pga. den ulidelige varme i vaerelset), og vi skulle egentlig have vaeret ude at “vulkanboarde”, som vi saa var noedt til at melde pas til og udsaette. Hostellet er kendt for netop denne aktivitet, der gaar ud paa at man bestiger en aktiv vulkan og derefter kaelker ned ad siden paa den – med hoej fart (rekorden er 95 km/t). I stedet brugte jeg soendagen paa at koebe en ny telefon, og da den bare skulle vaere billig browsede jeg lidt rundt ved butikkerne og fandt ikke rigtig det jeg ville indtil en gadesaelger sprang mig i oejnene. De havde billige telefoner, og jeg taenkte selvfoelgelig at de var stjaalet eller saadan noget, men lige der var jeg ret lige glad. Jeg smed 100$ for en ret fin Samsung, og var godt tilfreds med den indtil jeg efter et doegn, hvor den havde ladet, stadigvaek kun var ladet 4% op… Der gik det op for mig at det hoejst sandsynligt var en Kina-model jeg havde faaet fat i. Naar ting er for gode til at vaere sandt, er det det nok ogsaa! Saa jeg gik tilbage, proevede mit bedste paa at faa bare nogle af pengene igen, men nej – jeg kunne faa en ny telefon, saa det var det jeg gjorde. Den virkede ogsaa OK, men hvad nytter det naar man taber den og skaermen gaar helt i stykker og derefter slet ikke virker. Suuuuper. Jeg maa have smadret et spejl et eller andet sted…
Naa, men mandag stod den saa endelig paa Vulcano Boarding, og det startede ud med en god bumletur paa ladet af en lastbil i en times tid. Vi kom til nationalparken, hvor vi fik lidt instrukser inden vi paabegyndte vores tur op ad vulkanen, som i oevrigt hedder Cerro Negro og er totalt sort – sjovt nok. Den saa godt nok lidt stejl ud, og vi havde ogsaa set flere paa hostellet med ret store skrammer samt en enkelt der havde faaet en form for infektion der gjorde at hans fod svulmede op til dobbelt stoerrelse…
Det skulle nok blive spaendende.
Efter 45 min naaede vi toppen, hvor vi igen havde lidt instrukser i fremgangsmaaden. Baade Stine og jeg troede vi selvfoelgelig skulle staa op paa det, for det goer man vel naar man “boarder” paa noget? Det viste sig at man skal sidde paa braettet som en kaelk, og afhaengigt af hvor meget man laener sig tilbage, des hurtigere gaar det. Vi iklaedte os de laekreste orange heldragter samt nogle mindst lige saa laekre groenne goggles som skulle skaane vores oejne fra sten og stoev.
Ingen meldte sig som de foerste to, og der gik lidt tid inden Stine sagde at hun godt kunne vaere nummer to – og saa taenkte jeg, hvad fanden – jeg skal nok goere det foerst. Man er vel viking…
Lidt nervepirrende at skulle kaelke ned af en aktiv, helt sort vulkan uden nogen form for bremser bortset fra ens foedder, men havde dog en helt ok mavefornemmelse. Efter lidt startproblemer gik det super fint, og jeg kan nu sige jeg har boardet ned ad en vulkan med 49 km/t. Super fedt – og det eneste sted man kan goere det i verden!
Vores canadiske guide var saa flink og super cool, og han havde boet i Leon i ca et aar – delvist fordi han kom til at goere en lokal pige gravid – hvilket betoed han var ret skarp til spansk. Jeg havde snakket med en fyr der ogsaa var med paa vulkanboarding-turen, og han kendte en som fik noget stjaalet i Costa Rica men stadig fik en politirapport lavet i Granada, saa der spirede et lille haab op i mig igen.
Jeg spurgte om han ville goere mig en enorm tjeneste og tage med mig hen paa den store politistation for at faa en rapport, og det ville han gerne. Det gik helt smertefrit, og rapporten blev skrevet paa en god gammeldags skrivemaskine, saa der er et par smaafejl, men monstro TRYG vil oversaette det hele naar de skal gennemgaa min anmeldelse… SAA soedt af ham, og selv om jeg tilboed ham alt muligt som tak for hans hjaelp var hans betingelse bare at jeg ville skrive et godt review af deres vulkanboarding paa Tripadvisor. Det kunne jeg godt lige overskue.
Totalt lettet var jeg nu mere end klar til beach party om aftenen med 70’er tema – det kunne kun blive en god aften. Det blev det ogsaa – en af de bedste paa hele turen faktisk, selv om der er brudstykker jeg slet ikke husker- hihi.
Tirsdag gled saaledes ogsaa hen i ingenting, hvor vi ellers gerne ville have vaeret paa et aftentrek hvor man kunne komme op til endnu en aktiv vulkan og endda se lava i krateret. Det var bare en minimumstur paa 4 mennesker, og dem vi spurgte syntes det var for dyrt. oev oev! Heldigvis fandt vi et par mere samme aften, og vi kunne tage af sted onsdag. Trekket tog kun en time op og en time ned, og paa toppen skulle vi foerst se solnedgangen og efter moerkets frembrud kunne vi saa ganske tydeligt se lava nede i krateret – vildt fascinerende. Bare lydene vulkanen kom med var ret vilde, og uden nogen form for hegn eller raekvaerk til at forhindre uheldige og klodsede personer var det ikke svaert at have meget respekt for den.
Sidste aften paa Big Foot blev ogsaa sluttet af med et par drinks, og det gjorde vores shuttle klokken 03 om natten lidt lettere, selv om det nok var den mest luksurioese og komfortable shuttle jeg nogensinde har vaeret med – der var endda Wi-fi installeret…! Mig, der ellers aldrig kan sove i transportmidler sov hele vejen gennem Honduras og aensede ingenting – ret utroligt.

El Salvador

Vi ankom til El Tunco, som er endnu en surferby, ved middagstid mens det pissede ned, saa vores tasker paa taget af vores shuttle var lidt medtaget af regn trods de havde daekket det til. Vi fandt et hostel, og kort tid efter gik vi ned mod vandet for at kigge os lidt omkring (selv om jeg var der sidste aar). Selvfoelgelig var alle surferdudes’ne der som jeg havde regnet med, men pludselig ser jeg Mark, som var min guide paa Honduras turen sidste aar – alt for pudsigt! Han kunne godt huske mig og virkede ogsaa ret forvirret ved situationen. Vi gik op til det hostel vi boede ved sidste aar, og soerme om ikke min veninde fra folkeskolen, Anne Sofie, staar der sammen med hele deres hold. Huskede pludseligt at have skrevet med hende for nogle maaneder siden om, at hun netop ogsaa skulle paa den tur og at vi da lige maatte skrives ved – det kunne jo vaere sjovt hvis vi var i El Tunco paa samme tid! Vi aftalte at faa et par drinks sammen med holdet samme aften, men da stroemmen i hele byen gik ved 14-15 tiden blev det ikke til noget da stroemmen foerst kom tilbage klokken 22.30 ca. Ret aergerligt, men vi fik da spillet lidt kort med et par fra vores hostel. Fredag tog vi revanche og gik i byen med dem, og det var ret sjovt.
Fredag havde vi ogsaa en surf lektion, som jeg ikke var ret optimistisk omkring da jeg godt kan huske hvor ringe jeg var til det sidste aar. Til min store overraskelse kom jeg hurtigt op at staa for foerste gang, og det endte faktisk med at vaere en stor succes – til sidst kunne jeg endda styre en lille smule. Super nice, og Stine syntes ogsaa det var fedt saa maaske det ikke er sidste gang vi surfer paa denne tur 🙂
En af surferdudes’ne fra sidste aar kom faktisk hen til mig og spurgte om jeg ikke havde vaeret der foer. Jojo, den var god nok, og jeg fik sagt et eller andet med at jeg da slet ikke troede de kunne huske mig naar der kom saa mange turister hele tiden. “Jeg kan huske dine oejne”. Den er god med dig, du! 🙂 Det var dog lidt pudsigt…

Loerdag tog vi en shuttle til Guatemala til byen Antigua. Ogsaa dette gik ret smertefrit, omend bussen ikke var lige saa fancy som sidst. Vores hostel virkede super hyggeligt, men da musikken blev slukket allerede 20.45 og lyset i opholdsrummet fulgte trop allerede 21.30 med et “goodnight” fra fyren bag receptionen var vi noget uforstaaende. Hvad sker der her – det er loerdag aften? Godt nok er det langt fra et party hostel – men stadig? Ergo gik vi tidligt i seng!
Soendag fik vi ordnet en masse praktiske ting, og jeg fik langt om laenge koebt en ny telefon og kamera, som endda er vandsikkert og bedre end det gamle, saa nu er jeg godt koerende og oppe paa hesten igen. Skal ikke vaere bleg for at indroemme jeg havde nogle ret traels oejeblikke indimellem,  ikke rigtigt kunne overskue saa meget og havde ret meget hjemve – det er skraemmende, hvor afhaengig man kan blive af et stykke elektronik… Nu kan de sidste tre uger bare komme an, og vi skal tage saa aandssvagt mange billeder OG tage backup! 🙂

Mandag har vi besteget vulkan nummer 3 – Vulcan Pacaya – paa en uge, og ogsaa denne var aktiv. Det var en fint trek, ikke det helt vilde men det er altid fascinerende. I morgen skal vi paa rundvisning paa en kaffeplantage, og om eftermiddagen tager vi ud til Lago Atitlan hvor vi skal vaere et par dage.

Jeg vil slutte nu – haaber alle kom helskindet igennem denne omgang blog! Jeg satser paa at skrive en enkelt mere inden vi drager mod Danmark om en tre ugers tid, men vi faar rigtig travlt – saa hvem ved!

Ellers ses vi snart 🙂

Kaerligste hilsner Fie

 

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

200

Kommentér

Opret profil