Overskudet har været minimalt

Det lang tid siden jeg sidst har haft overskud til, at skrive så meget på min blog. Men nu må det være tid til endnu et oplæg.

I praktikken går det stadig rigtig godt og vi trives rigtig god alle tre. Men vi har stadig en vel problemer med, at vores kollegaer ikke fortæller os så meget info. F.eks hvornår vi har ferie lukket sådan, at vi ved hvornår vi skal lægge datoerne for vores projekt. Det er virkelig irriterende, at datoerne hele tiden bliver ændre, så vi ikke kan få gennemført vores projekt som vi er pålagt af vores skole.
For omkring 1 måned siden fik vi informationer, at regeringen gik i gang med, at rive huse ned, da mange af de familier som bor i slum områderne bor ulovligt. Derfor ville de lave en indsats for, at få familierne til at flytte til et andet sted, eller flytte helt ud af Cebu. Vi havde mange snakke indbyrdes omkring hvor uretfærdigt det er, at familier med så lidt ressourcer skal smides væk selvom de ikke gør nogen som helst skade. Desværre gik nedrivningen ud over nogle af de steder hvor nogle af vores børn bor. Nedrivningen skete ligesom i to stadier, først rev de noget af det ned også stod det hele stille i omkring 2 uger, og familierne begyndte at bygge deres huse op igen. Så skete der en kæmpe indsats hvor både politi og gravemaskiner kom ud og smed alle på området væk. Status er nu, at én af pigerne fra min klasse er væk og lærerne ved ikke hvor hun er henne…
Desuden forventer de også, at efter efterårsferien stopper mange af børnene da familierne har brugt ferien på, at finde et nyt sted at bo. Virkelig ærgerlig, at vi ikke ved noget som helst for vi ville selvfølgelig helst have sagt farvel til børnene vi ikke ser mere.

For over en måned siden var vi på tur til øen Malapasqua som ligger nord for Cebu City. En lidt for kort tur syntes vi alle, da øen er ren paradis. Der kan ikke nogen biler kun motorcykler på øen og man kan komme rundt på hele øen – turen rundt tog omkring 1 time hvor der blev stoppet flere steder. Jeg var ikke selv med på køreturen, da jeg havde mega hovedpine efter jeg havde været ude og dykke om morgen. Jeg var nemlig ude og dykke med theasure sharks sammen med nogle andre fra huset jeg bor i. Vi skulle mødes kl 5/5.30 om morgen og sejlede så ud på åbent vand. Det var utrolig grænseoverskridende, da jeg ikke har prøvet, at dykke ned i totalt åbent hav plus, at vi skulle ned på 30 meter som jeg heller ikke har prøvet før. Jeg kiggede lige ned og var meget tæt på, at gå op igen da jeg ikke kunne se bunden. Men tog mig selv i nakken og gjorde det. Det var lidt skræmmende, at dykke med hajer men jeg var simpelthen så stolt af mig selv da jeg kom op igen. En oplevelse jeg aldrig vil glemme.

For godt en måned siden var Cille og jeg blevet inviteret hjem til Frank, som er ham som står for Feedingen. Vi kørte 3 personer på hans motorcykel ud til Mactan øen og længere ud i provinsen. Da vi ankom var der rigtig mange mennesker som sad og spiste og der blev spillet musik fra 3 steder – så en smugle forvirrende. Da vi havde spist vores første måltid giv vi videre til de andre omkring liggende huse. Her sagde vi hej til en helvedes masse af Fransk familie medlemmer. Næst kom vi til et lille kapel, som var grunden til, at de var så mange mennesker samlet – de holder nemlig fejring for San Miguel (en eller anden hellig person) hver måned, med masser af mad og mennesker. Ved næste hus fik vi noget mere at spise men vi var allerede virkelig mætte, men af ren høflighed spiste vi lidt imens jeg fik lov til, at holde Franks lille nevø Kevin på 5 måneder. Da vi senere blev kørt hjem, var vi godt ømme i numserne, da en motorcykel ikke er det bedste, at kører 3 på.

I sidste weekend var vi på øen Siquijor, vi tog en bus fra Cebu Souther Terminal mod Byen Dumaguete. Den tog næsten 6 timer, afbrudt af en færge på omkring 20 min. Da vi ankom til Dumaguete fandt vi en færge som sejlede til Siquijor, det tog ca. 2 timer. Da vi kom til havnen kom der hurtigt en tricycle mand som gerne ville køre os til byen San Juan hvor vi havde booket et hotel, han fortalte at stedet var meget blæsende og vi kunne derfor ikke forvente, at komme ud og bade, da strømmen også var stærk. Da vi kom frem til vores hotel/hytte, fik vi tricycle manden nummer – han hed Romeo og vi syntes han var sød og derfor ville vi gerne køre med ham igen, hvis vi skulle ud og se noget.
Da vi kommer ind af indgangen bliver vi mødt af en australier ved navn Matthew som bor i den anden af de i alt 3 hytter. Hans kone får ringet efter ejerne som lige er ude. Imens spørger i om det altid blæser så meget her, han siger ned men at der er fordi der er en stor tyfon oppe ved Luzon som er regionen ved hovedstaden Manila. What the F… Tænker vi alle sammen, da ikke nogen af os har overvejet at tjekke radaren inden vi tog hjemmefra. Da ejer kom blev vi tjekket ind i vores rimelig store lejlighed hvor der heldigvis var internet, så vi fik tjekket satelitten og rigtig nok, en kæmpe tyfon på vej ind over Manila.
Det blæste rimelig voldsomt ind af vores vinduer, så vi barikeret dem med puder fra stuen af og satte en extra madres op for. Jeg fik okay med søvn, men Cille fik ikke sovet så meget og var en smugle bange for det vejr, da vi ikke har nogen ide om hvor voldsomt det kan udarte sig.
Dagen efter vælger vi at tage på en tur, da hvis vi gerne vil hjem, så har vi ihvertfald oplevet noget af Siquijor. Vi vælger, at tage på en såkaldt mountain tour, som er en tur rundt i forskellige grotter på øen. Vi kommer til den første og får hjelm og pandelampe på. Allerede der, er det meget anderledes end jeg før har prøvet, da der ofte altid er lys i grotten – men det var ikke tilfældet her. Indgangen til grotten var måske 1,5 x 2 meter som vi så skulle kravle ned i. Camilla var rimelig nervøs, da hun kun havde klipklappere på og ikke havde det så godt under sådanne små omstændigheder. Men hun kom med ned, men Cilles vejledning, dog vendte hun om da vi nåede til det sted, hvor vi skulle gå i vand.
Cille og jeg fortsatte og nogen steder var det ikke nemt, da der var rigtig glat og vand mange steder. Da vi nåede til et sted hvor vi skulle have vand til livet, valgte vi at gå tilbage, da vi viste at det ville blive for koldt hvis vi sad og var våde resten af dagen. På vej tilbage faldt jeg op af nogle klipper og slog min hånd og ben en smugle. Såret på hånden tager land tid om at hele, da det sidder lidt på indersiden af håndledet.
Bagefter tog vi til et over 400 år gammelt træ, hvor der nedenunder er et fiskespa. Vi hyggede os et øjeblik med fødderne i vandet hvor fiskene de rengjorde os 🙂 Vi kørte også forbi en gammel kirke, som var mere gammel end den var pæn – men det var nu meget spændende alligevel. Bagefter fik vi os noget lækkert mad og kørte derefter hjem, hvor Romeo fik 1000 php for turen (ca. 150 DKK).
Da vi kom ind af døren til vores hytte, var der virkelig vådt på gulvet, da regnen nærmest blæser ind under døren. Så vi laver en barrikade igen med håndklæder og skamler. Pludselig opdager jeg, at det drypper fra loftet og i løbet af meget kort tid står det ned med vand i vores stue samt i soveværelset. Vi har i mellemtiden kigget på hoteller på den anden side af øen, da vi ikke har lyst til at blive boende. Vi vælger i stedet, at ringe til ejeren af hytten som kommer i løbet af 10 min. De kører os hen til en anden lille hytte, men som er lavet af beton samt der er en beton mur som skærmer af for havet. Her følte vi os mere sikre i mod vinden og regnen.
Næste dag skriver vi igen til Romeo, da vejret er en del bedre. Vi kommer blandt andet ud og ser et flot vandfald, en virkelig flot strand – men der var virkelig høje bølger så vi turde ikke bade. Så spørger Romeo om vi vil ud og snorkle med hajer. Jeg vil selvfølgelig gerne, men de andre tøver en smugle. Det ender med at Camilla gerne vil med trods hendes angst for hajer.
Vi er ude i næsten 2 timer hvor jeg ser hajer og havskilpadder (Camilla ser desværre ingen hajer). Men en virkelig fantastisk oplevelse som kun kostede 25 php.
Næste dag er det rigtig dårligt vejr, og vi bruger næsten hele dagen over på et resort hvor vi spiller kort og hygger. Vi kunne godt have taget hjem, men der var kun 1 firma ud af 6-7 stykker som vælger at sejle, så vi turde ikke tage chancen, da det også er en lang tur.
Tirsdag skriver vi til Romeo om der er flere færger, men det er der desværre ikke. Men vinden er stilnet så meget af, at vi beslutter os for at tage hjem. Vi bliver hentet af Romeo og vi kører til havnen hvor der står en mega lang kø til billetsalget. Det er meget kaotisk, da mange vælger at springe over køen og mange bliver sure. Da både Camilla og Cille er oppe og kigge på stridighederne, åbner pludselig en anden bod med en færge som sejler kl 11.30, den anden skulle sejle kl. 10. Jeg snakker med en mand som siger at det er klogt at købe ved denne færge, da den anden sikkert er udsolgt når vi kommer frem til bordet. Så vi køber billetter hos den færge som sejler kl. 11.30. Vi sætter os ud på kajen og snakker, da der pludselig kommer en dame og siger, at færge overgangen er aflyst og vi skal ud og have pengene tilbage. Så får vi af vide, at næste færge først går kl. 16.30 og vi må derfor vente 4-5 timer ved havnen. Heldigvis er der en cafe med internet, så vi kan holde øje med vejret samt finde et hotel i Dumaguete da vi ikke vil tage hele vejen hjem samme dag.
Tiden går og vi kommer med en færge til Dumaguete og vi finder vores hotel hvor vi får slappet af på en rigtig god seng. 🙂
Turen gik onsdag morgen til Cebu og vi tog derefter direkte til afslutning på Little Bamboo.

Da vi om aften kommer hjem får vi besked om, at der har været indbrud – WHATT!! Det en ung dreng som har boet her sidste år, sammen med en gammel studerende. Så derfor har han udvalgt sig vores hus. Han har stjålet Martins ipad, hans tøj, nogle penge og Julies slippers. Han fyren kender ikke til Icloud, så han har taget billeder af sig selv med Ipad´en som så kommer op på Martins telefon. Derfor har de et billede af ham samt hans venner og en seddel med deres navne. Det næsten for godt til at være sandt, at vi nu har billeder af både ham og hans navn.
Så fredag morgen ude i området Colon, ser Julie, Martin og Jacob pludselig han fyren ligge og sove på gaden med Martins tøj på. Jacob løber hurtigt over på politistationen og henter en politi mand. Fyren bliver lagt i håndjern og de går alle på politistationen.
Desværre er det filippinske politi så korrupt, at de prøver at få lagt fejlen for indbruddet over på os, så det altså ikke er politiets opgave. Så siger politiet, at Martin har været ved politiet for sent og derfor kan de ikke lave en ulovlig anholdelse af fyren. Så uretfærdigt!!! Så fyren er nu blevet sluppet fri, bare fordi at vi ikke har været ved politiet inden for 18 timer – de var ligeglade med at Martin havde været på ferie… Så nu skal Julie, Jacob og Martin på politistationen igen på mandag får at få lavet en politirapport, som så skal igennem et helt system før at de kan gøre noget – også aner man ikke om ham fyren er over alle bjerge… Det så klamt som de politimænd ikke gider gøre deres arbejde – når gerningsmaden sad lige foran dem. Meget ubehagelig oplevelse for dem som der impliceret og dem som har været i huset da han har været her inde.

Lidt beskrivelse af min sidste tid her på Filippinerne – hav det godt 🙂

Filippinerne 2015/2016

Praktik på Filippinerne | Læs mere

Visninger

80

Kommentér

Opret profil