Fantastisk skiferie til Val Thorens

Frankrig Val Torens

Jeg har været på skiferie et par gange efterhånden. De første år har været i Østrig, og dette land får mange pæne ord med på vejen, når det kommer til at være værtsland for min skiferie.

I år ville jeg dog prøve noget andet, og det blev en tur til Val Thorens med to rigtig gode venner. Vi er alle tre habile skiløbere, så vi ønskede en destination med udfordrende og gode løjper, og det må man sgu sige, at vi fik i Val Thorens. Udbuddet af løjper er bredt og mangfoldigt, og det er muligt at besøge flere forskellige bjerge, og komme rundt og se en hel masse.

Der er en masse fede bakker for et par fartgale drenge som os, men også nogle mere hyggelige bakker, hvor man kan nyde den helt ekstremt bjergtagende udsigt, mens man i et moderat tempo glider ned gennem sneen.

Skal jeg komme med en anke, må det være vejret, men det er som sådan ikke en kritik af stedet. Sigtbarheden var ikke lige god samtlige dage, og det går altså bare ud over ens skiløb, hvis man ikke kan se meget mere end et par meter frem. Desværre. De dage, hvor himlen var blå og sigtbarheden høj, var dog decideret magiske. Bjergene er enormt smukke, og den ro, der er, når man sidder og betragter de snebeklædte bjergtoppe fra liften, er ubetalelig.

Der er en del steder på pisterne, hvor man kan spise og drikke sig en pind i øret. Vi spiste ude enkelte gange. Maden var fin, men også markant dyrere end i Østrig. Vi drak os ikke fulde på pisterne en eneste dag. Det gjorde vi til gengæld nede i byen. Her er flere fine steder, hvor man kan slippe sin dansedjævel løs. Stemningen på de forskellige beværtninger og diskoteker var rigtig god. Folk var løsslupne og kom tydeligvis for at feste.

Man kan også sagtens fyre den af i Østrig, men i Val Thorens er det på en lidt mere classy og cool måde. Her slipper man for det bøvede tyrolermusik og forkæles i stedet med lækker housemusik.

Vi boede på hotel, og vores hotel lå faktisk på selve løjpen. Vi havde valgt at flotte os og ikke spare på hotellet, og det fortrød vi ikke. Rigtig fine forhold. Gode senge og derudover var der et stort wellness-område med pool, spa og sauna.

Jeg er ikke i tvivl om, at vores ritual med at besøge dette wellness-område efter 6-7 timer på pisterne havde stor indflydelse på, at ingen af os på noget tidspunkt døjede med ømme ben i særligt høj grad.

Alt i alt: Val Thorens er et rigtig fedt skisportsområde. Rejsen dertil er virkelig lang, hvis man, ligesom os, er i bil, men forholdene dernede er virkelig gode. Det er dog lidt dyrt, og franskmænd er franskmænd… Hvis man elsker at krydre skiferien med fest, leverer Val Thorens også varen. Derfor giver jeg stedet 5 ud af 6 skistave.

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

11

Kommentér

Opret profil