Nordøen invaderet

Waiouru Military Area, New Zealand 4795

Efter at have forladt Spring Creek og kæleålen Eddie i floden, drog vi mod Picton, hvor vi skulle være klar til at køre ombord på færgen næste morgen. Vi fandt et rigtig fint campsite og fik parkeret lige under jernbanen. I løbet af natten kom der dog kun tre godstog, som alle under ubegribelig larm oplevedes som om de kørte lige igennem det rullende gadekøkken. Således styrkede af en god nats søvn kørte vi om bord på færgen og sejlede i 3t15m til Wellington på nordøen. New Zealænderne gør ingenting halvt – der var sørget for havblik, høj sol fra en skyfri himmel og den mest spektakulære udsejling i smalle sund og stræder med tårnhøje bjerge på begge sider – hver gang vi tror at nu kan vi ikke blive imponerede mere, ligger der endnu en overraskelse. Smukt, smukt, smukt!
Vel ankommet til Wellington kørte vi op til Tony (ham med svævehængeren, som havde inviteret os og lånt os sit kort).
Vi var lidt spændt på hvad der var lagt op til, og ikke mindst om hans kone syntes at det var en lige så god ide som Tony syntes? Da vi kørte ind på gårdspladsen, kørte vi lige ind foran gæsteafdelingen, hvor der var redt op i grand lit’en og Tony’s kone Sue kom drønende ud og gav os en overstrømmende modtagelse.
Vi havde heldigvis en god flaske boblevand med i køleren, som straks blev slagtet, masser af snak, skøn middag og kaffe med avec. Så så vi DVD fra et svæveflyve grand prix i Omarama ( ja – det var jo det tema, der førte os sammen), helt fantastisk film optaget fra tre helikoptere. Det viser sig at Tony og Sue’s søn Ben Flewet er NZ og VM i standardklasse!!! Sue er en anerkendt kunstner (maler akvareller) og var udpeget til at deltage som maler-dokumentarist, da Prins Charles var på 6- dages besøg i NZ for knap 2 år siden. Så det var ikke ‘hvem som helst’ vi besøgte og som (næsten grænseoverskridende gæstfrit) åbnede deres hjem for os (bare fordi vi deler en interesse for svæveflyvning).
Efter en dejlig nats søvn med fast tag over hovedet og morgenmad gik turen tilbage til Wellington fra Upper Hutt, som vi til stor moro for vores værter havde omdøbt til Upper Cut.
Skøn oplevelse og fantastisk indblik i hverdagslivet hernede – var besøget. Den efterfølgende dag blev spenderet i Wellington (deres administrative hovedstad) – en overraskende lækker by. Var på Te Papa (NZ’s Nationalmuseum), rundvisning i Regeringsbygningerne), slentretur langs havnepromenaden og så en tur med kabelbanen op til byens højeste punkt med vidunderlig udsigt over byen, vandet og bjergene.
Videre mod Napier – en uhyre velbevaret Art Deco by (Art Noveau) – som nogle innovative byplanlæggere anlagde i 1930’erne, efter et stort jordskælv ødelagde byen og dræbte mange mennesker. Mere om Napier i næste blogindlæg – går ombord i byen i morgen.
The Kiwies er ret pædagogiserende er vores indtryk. Vi møder mange interessante skiltninger med velmenende advarsler om dette og hint. Det seneste vi så ved State Highway var (ordret citeret): ‘Police is here. Anywhere. Anytime’. Siden da er vi begyndt at kigge os over skulderen konstant… Ift. at hele den ultraliberalistiske samfundsøkonomiske ide om New Public Management er udgået fra dette samfund – så virker det ubegribeligt, at der er MASSER af personale i supermarkederne til at pakke poser, mænd ved vejarbejder der styrer trafikken i begge retninger manuelt osv. Spændende at have tid til at opleve alle disse paradokser.
Good bye from here – aftensmaden venter (meatloaf og kartofler) tilberedt i en ELENDIG ovn, som forlængst ville være kylet på gaden derhjemme.
Håber alt er vel – i stille stunder tænker vi på Jer alle.
KH K&C

image1422251427 image1422334640 image1422526713

Visninger

106

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg