Kærlighed og kildevand

Det bliver vildere og vildere. Vi er nu på fast kvalmestillende medicin, for overhovedet at kunne kapere den New Zealandske natur. Vi har flyttet os godt 30 km videre sydpå på vestkysten (stadig sydøen) til den kæmpestore gletscher Fox Glacier, beliggende ved NZ’s højeste bjerge Mt Tasman og Mt Cook (3765m).
Inden afrejsen startede dagen med et jordskælv, hvor hele camperen vippede fra side til side. Det gamle ord om at leve af kærlighed og kildevand praktiseres nu, fordi alle steder, hvor vi trekker i bjergene er der rindende bække og kilder, der øser en overflod af det klareste rene vand – lige til at tappe på drikkeflaskerne, retfærdigvis skal siges at kosten af og til suppleres med indkøbte fødevarer, der tilberedes i det rullende gadekøkken.
Vi har idag trekket af to forskellige ruter med udsigt til gletscheren, men kronen på dagen var en helikoptertur til 2200m med landing på selve gletscheren.
Himlen er mere blå end blå, sneen hvidere end hvid og bjergene så ubegribeligt smukke at man bliver stum og får en klump i halsen. Man føler sig uendelig lille og ubetydelig i så storslåede omgivelser.
I morgen går turen videre til Queenstown og Milford Sound og Doubtful Sound (sikke navne!). Fra folk, der har gjort ruten er vi blevet adviseret om en ny omgang breathtaking oplevelser – så vi opvejer nu at få installeret ilt i Juceren så vi kan klare mosten.
Mere herom senere. Det er ved at være sengetid og det grønne gadekøkken skal omdannes til luksus sove chambre med udsigt.
God nat.

image1420620501 image1420620451 image1420623795

Visninger

100

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg