Fiji; en polynesisk perle

Bula! (Hilsen her i Fiji, som betyder alt positivt lige fra ‘hej’ til ‘dette er livet’).
Og Fiji er da vist lige meningen med livet. Et lækkert paradis er dette ø-rige; 333 øer (der er to primære større øer), 850.000 indbyggere og er en smeltedigel af kulturer – der er kristne, hinduer og muslimer. De har været menneskeædere helt frem til 1901, hvor den sidste hvide mand blev ædt rub & stub, fordi han efter en politisk aftale lagde sin hånd på hovedet af landsbyens chef (en slags høvding) som en positiv gestus – men sådan opfattedes det ikke her på den sydlige hemisfære. Den dag i dag må man endelig ikke klappe en fijianer på hovedet… Ellers er det et fantastisk imødekommende folk; smilende, vinkende, syngende og dansende konstant – nøjagtig som man har læst og set det.
Vi er på Viti Levu (den største af øerne) – og er startet på en rundrejse hele øen rundt med FEEJEE Experience, som er et firma der er socialt ansvarlige og driver diverse programmer hvor de medvirker til uddannelse og højner sundhedstilstanden samtidig med at de viser turister rundt. Vi er en lille gruppe på 6 – ret skægt at være sammen med backpackers og andre som os fra hele verden. Vi er faktisk noget overraskede over dels hvor fattige mange tilsyneladende er – men også over hvor ‘underudviklet’ meget er (veje, byer, demokrati m m.). Det er en daglig kamp at sikre rent drikkevand, kloakering og uddannelse på grundskoleniveau. De fortæller, at børn ned til 6 år forlader forældrene søndag eftermiddag og sejler med skib til en af de to store øer, hvor de bor i skolebarakker. De returnerer så fredag aften efter endt skoleuge. Det er barske konditioner…
Fiji hed oprindeligt Viti – men de nye beboere (indo-fijianerne fra Indien/Asien) kunne ikke udtale enkelt V rigtigt, hvorfor det endte med at hedde Fiji…
I nat bor vi på er enkelt resort (Mango Bay – og der ER masser af mangoer i haven!) som ligger helt ud til Stillehavet. Udsigten er FORMIDABEL. Sad og spiste aftensmad og nød den vildeste solnedgang mod vest – lige foran os.
Billederne taler næsten for sig selv – vi overvældes af det ene smukke vue efter det andet. Et af billederne er fra en lille landsby vi var i dag – fattigt og øde beliggende.
De kommende dage byder på sandboarding, surfing/snorkling, badning, vandfald, vandreture/hikes inkl. birdwatching, besøg på en highschool m.m.
Vi skrives ved – KH fra ham & hende.

image14233384232 image1423338431 image1423338439

Visninger

106

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg