Hello Sunny California

USA La Mesa, Californien

Næsten 20 timer efter at en stortudende lillemor havde fået sendt mig afsted i Billund landede jeg endeligt i San Diego lufthavn kl. 22.30 lokal tid. Her stod Katrine og Maria klar til at hente mig, og aldrig har jeg da været mere lykkelig for at se to kendte ansigter end der efter tre lange flyture med tysktalende stewardesser, forsinkelser og sidemænd bestående af børnefamilier. 

 

Vi tog derfra hjem til vores nye hus, som vi skal bo i de næste 5 måneder. Huset er dejligt stort, billigere i leje end en 2-værelses i Aarhus midtby, ligger i cykelafstand fra universitetet og har en lille have med et appelsintræ. Så det kunne nærmest ikke være bedre! Dog kunne vi måske godt have undværet den 70’er-vibe, som indretningen klart er inspireret af (vi snakker pastelfarver på væggene, gulvtæpper, plastikplanter og klinker, hvor der ikke burde være klinker). Men når man først lige vænner sig til det, så er det faktisk helt hyggeligt! 

 

Efter en god nats søvn tog vi en tur rundt i La Mesa, som er navnet på vores bydel. Bydelen er et hyggeligt miks af amerikansk forstad og Mexico med pastelfarvede huse med palmer i forhaven. Dog er der ingen tvivl om at vi er i USA, når man rammer de større hovedgader: der ligger en Starbucks på hvert gadehjørne, det lokale supermarked er en mindre lagerhal, og vi er umiddelbart de eneste, som har valgt en cykel frem for en kæmpe truck som transportmiddel. Efter gåturen (og selvfølgelig et smut på Starbucks) tog vi hjem til huset for at lave en lille velkomstmiddag for mig. Eller rettere sagt lavede pigerne mad, jeg skar avokado, ramte mig selv i fingeren, satte mig derefter på køkkenbordet og drak øl i stedet. Helt i orden arbejdsfordeling! Og helt i orden velkomst til USA 😀 

 

De næste par dage gik med en pokkers masse praktisk, som på ingen måde er interessant at fortælle om (der er altså bare intet sexet over en tur i IKEA), så det hopper vi bare over. Det skal dog lige indskydes, at jeg HELT ALENE samlede en kommode fra scratch (hvor pokker er ens far med et anerkendende skulderklap, når man har brug for det?!). Derudover har vi brugt tiden på sightseeing og selvfølgelig solbadning (oh yes, graderne nærmer sig så småt de 30 herovre). Så selvom det har været hektisk at skulle have alting til at falde på plads, så er der stadig blevet tid til at nyde Sunny California! 

 

Fredag gik vi all in på den amerikanske stil. Vi startede dagen på universitetet, hvor vi fik den helt store campus-tour. Campus er nærmest en lille by i sig selv med cafeer, parker, kiosker, en kæmpe sportsarena, motionscenter, bibliotek og selvfølgelig en pokkers masse fraternities (bare rolig mor, vi skal selvfølgelig på ingen måde til fest sådan et sted, hvis chancen byder sig). Det er uden tvivl et helt andet slags studiemiljø herovre og jeg glæder mig efterhånden ret meget til at komme i gang med det! Om aftenen stod den på hjemmelavede burgere med hele svineriet og Budweiser. Så bliver det sgu næsten ikke mere kulturelt! 

 

Lørdag tog Maria og jeg i et nærliggende mall. Her fik vi shoppet diverse småting, var ved at fare vild i det gigantiske supermarked og jeg prøvede min første omgang Frozen Yoghurt. Derudover overhørte vi da også lige en samtale mellem en familie på udflugt, hvor teenage-datteren højlydt brokkede sig over at hun skulle betale for sin egen gun, når hendes lillesøster fik den betalt af forældrene … Velkommen til USA! 

 

Om aftenen tog vi til fest hos nogle andre udenlandske studerende. Det var udelukkende danskere til festen, men alligevel super hyggeligt og fedt at snakke med andre, som er i samme situation som os selv. Derudover havde pigerne, som lagde lejlighed til, indkøbt de klassiske red cups til drikkevarerne, så der gik ret meget amerikaner-keg-party-stemning i festen – hvilket også kraftigt afspejlede promillerne sidst på aftenen! Søndag stod den derfor på ren afslapning, solbadning i haven samt en smule whining over at det var ”alt for varmt til tømmermænd” (ja, vi har det hårdt herovre). 

 

Søndag aften ankom den sidste pige Miriam, så mandag var endnu en praktisk dag, men vi er vist efterhånden ved at have styr på det meste nu! Det har vi så valgt at fejre med en omgang Taco Tuesday med nogle af de andre danskere i aften – et genialt koncept, hvor udvalgte barer serverer billige tacos og endnu billigere øl! 

 

Håber I nyder sneen derhjemme i lille Danmark! Vi savner den i hvert fald ikke herovre, men det skal der nok komme mange flere updates omkring 😉

014f63980986d8a8bf56261c715f65b77cbda3f236 01a7bd6733ab98c61a6fdd2e1582fa7690f475a834 IMG_5703 012ee6ac07db0799c2e5418a2255a294dd3d70057f 01ab7fa9e0422a5120c967bc81ddf67f0cdeef1d70 01ec12038e1f38e859c276bc0a4cdbf9669c6e111c 01e244bff57fe228616a66d8aa33b29a6476d2e95b

Visninger

150

Kommentér

Opret profil