Tupiza, Salar de Uyuni, Potosi og Sucre!

Bolivia Salar de Uyuni

Saa er der blevet krydset endnu et flueben af paa vores rejse! En af vores helt store oensker paa denne tur er gaaet i opfyldelse!

Det hele startede med, overraskende nok, en bustur. Vi fandt i Tilcara frem til et busfirma, som har flere daglige afgange til La Quica, hvilken er den by i Argentina, der graenser op mod Bolivia. Efter et par maaneders oevelse her i det sydamerikanske har vi efterhaanden erfaret et par gange, at det er klogt at beregne lidt ventetid hist og her.. Ergo, vaekkeuret ringede kl. 05.15. I et lidt soevndyssende tempo fik vi taskerne pakket faerdigt, og saa var det ellers af sted mod busstationen. Til trods for at rygsaekkene er blevet pakket MANGE gange efterhaanden, tror jeg, at jeg taler paa vegne af mange backpackere, naar jeg siger, at man aldrig bliver helt gode venner med at pakke sit hjem ned i en rygsaek. Denne gang skulle der oven i koebet lidt mere praktisk sans til – shortsene blev desvaerre pakket nederst i tasken, da vi nu var paa vej op ad i hoejderne.
Paa busstationen ventede vi taalmodigt. Rigtig taalmodigt. Vi begyndte at blive nervoese for, om det var os der havde set forkert af tiderne. Oveni blev vi klar over, at det i loebet af natten havde skiftet til sommertid derhjemme.. Heldigvis var det ikke os der var galt paa den. Bussen kom, godt nok halvanden time forsinket, ‘men det er jo hvad der kan ske’.. Ja, vores taalmodighed bliver gang paa gang sat paa proeve, men vi skal da indroemme, at en time mere paa oejet frem for paa en busstation ville vaeret faldet i god jord.
Et par timer efter befandt vi os ved den Bolivianske graense. Nu haabede vi bare paa, at det hele her ville gaa forholdsvis gnidningsfrit, uden alt for meget koe. Til vores held viste det sig, at der blot var tale om rene formaliteter, som skulle afklares. Et par stempler hist og her og en underskrift – saa var vi i Bolivia. Et islandsk par, som havde boet paa samme hostel som os i Tilcara, saa ligesaa overraskede ud som os, da vi hverken fik tjekket baggage eller blev ‘afhoert’, hvilket vi ellers var blevet adviseret om fra andre rejsende.
Det lyder maaske overdrevet at sige, at man allerede kunne maerke en kulturforskel med det samme, vores skandinaviske foedder roerte den bolivianske. Men det var rent faktisk tilfaeldet. For det foerste kunne det paa vejrtraekningen maerkes, at vi var steget nogle hundrede meter i hoejden, for det andet var der nu spandevis af Cocablade overalt, samt i hvilken som helst butik vi traadte ind i. Selv da vi skulle have vekslet penge, kunne man, hvis man var interesseret, faa en ekstra lille ‘bonus’ med i handelen.
Da vi bare gerne ville videre til Tupiza, hvorfra vi ville tage paa tur til salkoerkenen, skyndte vi os af sted mod endnu en busstation. Knap nok havde bolivianerne set vores hvide ansigter foer den ene efter den anden stormede i mod os, plabrende op den ene destination efter den anden ‘Tupiza, Tupiza’ ‘Uyuni, saltflats’ ‘Potosi, Potosi’. Vi proevde at holde hovedet koldt og lukke oerene, bare lige for selv at sondere terraenet lidt. Det lykkedes ogssa islaendingene ret hurtigt at finde et stort busfirma, der tog af sted lige med det samme, bogstaveligt talt. Vi naaede lige at faa smidt vores tasker ind i det store baggagerum, betale de uhoert dyre billetter – omkring 10 danske kroner – og saa var det ellers af sted. Vi satte os godt til rette i faktisk rigtig gode saeder i forhold til den standard man ellers kan se her. Indstillede os paa en busstur af et par timers varighed. Da chauffoeren pludselig steg ud og begyndte at toemme vores bagage ud af bussen, blev vi enige om, at vi nok var der. Der var godt nok kun gaaet lidt over en time, og ikke tre, som vi havde faaet fortalt.

Vores hostel fandt vi hurtigt, Tupiza er ikke nogen stor by, saa det var rigtig rart. Vi blev budt velkommen af et super soedt personale, som med det samme viste os vores vaerelse – med TV og eget bad! ‘La Torre’, som hostellet hedder, opererer ogsaa med 4-dagsture ud til Salar de Uyuni. Da vi havde faaet anbefalet La Torres’ oerkenture, set den ene skamrosende anmeldelse efter den anden, samt talt med arrangoerene, besluttede vi at bestille. Vi gik traette og lettede i seng den aften, mens vi kunne glaede os over, at turen over graensen var gaaet saa smertefrit og selvfoelgelig, at vi nu var et skridt naemere en oplevelse, vi har set meget frem til.
Dagen efter fik vi serveret dejlig morgenmad af koekkendamerne og ladede ellers op paa tagterrassen med kortspil i bagende sol.
Saa kom dagen endelig! Kl. 08.00 blev de store Jeeps pakket. Vi blev introduceret for vores to rejsepartnere for de naeste dage. Ryan fra Canada og Hana fra Tjekkiet. Derudover havde vi vores guide og chauffoer, Nico, og den alt for soede og beskedne kok, Lydia med. Allerede fra starten var der god stemning og hoejt humoer med alle 90’ernes popklassikere.
Der gik ikke lang tid foer naturen aabnede sig omkring os og klipper og bjerge tordnede op. Saadan fortsatte det i nogle timer inden vi ramte en lille, bitte landsby, hvor vi kunne nyde en dejlig frokost. Jeg ved ikke helt, hvad vi havde regnet med, i hvert fald ikke et fint opdaekket bord og varm hjemmelavet mad, hvor man kunne vaelge i mellem baade salat, kylling, pasta, kartofler, sodavand og frugt. Herlig overraskelse. Alligevel kunne Line, Anne Sophie og jeg ikke undgaa et foele det en smule bizart, at sidde i saa lille en landsbyflaekke og faa serveret al den mad vi kunne spise, naar beboerne i byen knap nok havde en doer ind til deres hjem. Vi blev glade da vi bagefter erfarede, at den mad der var tillovers, blev serveret for familierne.
Sent om eftermiddagen kom vi til vores foerste overnatningssted. Udefra saa det meget spartansk ud, hvilket det ogsaa var, men der var da et rigtigt toilet og ikke bare ‘natur-toiletter’, som Nico saa fint havde kaldt vores tidligere besoeg i det fri. Derudover var der altsaa fine senge med gode madrasser.
Det var rigtig dejligt at starte turen ud med en god nats soevn. Der var naturligvis ingen isolation, saa det blev godt nok lidt koldt om natten. Vores lamasweatere blev i hvert fald brugt flittigt!

Kl. 7 naeste morgen blev Jeepen startet og vi var atter paa farten. Saadan startede de naeste dage, og vi fik set en masse flotte landskaber med laguner, vulkaner, sandstens-klippeformationer, geissere og ikke mindst flamingoer og lamaer! Derudover fik dem der havde lyst, lejlighed for at besigtige de varme kilder. Vandet var mellem 35/40 grader varmt, udelukkende opvarmet af den vulkanske aktivitet, der omgiver en stor del af omraadet. Det var skoent! Isaer naar badefaciliteter er noget af det, man skal kigge laengst efter paa saadan en tur.
Den sidste dag kom vi dog til et ‘hotel’, der udboed denne luksus. Vi koebte os en billet og glaedede os til et varmt bad. Maaske glaede vi os lidt for tidligt. Da der kun var et bad, og naturligvis en flok turister, der hungrede efter dette, blev det desvearre ikke helt saadan et varmt bad, som vi havde haabet paa. Vigtigst af alt, saa foelte vi os lidt mere rene bagefter, og en varm suppe og derefter lasagne, saa hjalp det paa det. Som overraskelse og den store ’sidste aftens middag’, som det jo var, fik vi endda serveret vin til maden. De nyindkoebte Coca-oel, blev derfor sparret denne omgang. Interessant var det generelt at faerdes paa dette hotel, da alt var lavet af salt! Selv vores spiseborde og senge, var af salt. Et ret surrealistisk sted.
Saa kom dagen endelig – vi skulle ud paa Salaren. Kl. 05.05 koerte vi af sted, omend lidt traette, saa i hvert fald meget forventningsfulde. Vi kom ud til en oe, midt pa saltsletten, som i oevrigt er paa stoerrelse med Sjaelland. Her sagde Nico til os, at vi skulle tage os god tid, nyde solopgangen, og naar vi kom ned igen, ville morgenmaden staa klar – hvor godt kan man have det?
Og det var vitterligt fantastisk. En kaempe saltslette, der bare fortsaetter ud i det uendelige, og ude i horisonten begynder solen saa smaat at titte frem. Det er en af de oplevelser, der forhaabentlig bliver siddende paa nethinden i mange aar frem.
Til morgenmad blev der serveret det helt store festmaaltid, med yoghurt og soed kage, hvilket bolivianerne elsker. Generelt er alt med sukker til morgenmad et hit.
Efter depoterne, eller sukkerdepoterne, var blevet fyldt op, koerte vi 80 km ud mod midten af sletten. Der var lige pludselig en klump i halsen, som udloeste en lille taare. Det er fuldstaendig fantastisk at staa et sted, hvor himmel og horisontlinje udligner hinanden, og hvor man pludselig foeler sig som et af de mindste vaesener i verdenen.
Nico, som maa siges at have vaeret paa turen et par gange i loebet af sit liv, havde naturligvis et hav af ideer til de obligatoriske skoere billeder.. Resultaterne blev ret gode – forhaabentlig bliver der plads til, at interesserede kan faa dem at se.
Det blev til et par timer, der midt paa verdens stoerste saltslette. Vi koerte videre til Uyuni by, hvor Lydia serverede det sidste maaltid for vores lille gruppe. Det var naesten helt vemodigt at sige farvel til dem. Alle foelte sig forfaerdeligt godt behandlet. Taget i betragtning af omkostningerne af saadan en tur (og Nicos og Lydias ringe loen), syntes det mere end rimeligt at give dem begge et ekstra lille bidrag. Det blev de meget glade for, og vi fik store kram.
Nico fik lige hjulpet os med at finde en bus videre, inden han igen vendte snuden mod en 6-timers koeretur til Tupiza.
Saa drog vi af sted mod Potosi, nu med foelge af vores gruppekammerater, Ryan og Hana. Potosi skulle vaere verdens hoejst belligende by, med lige omkring 4000 meter over havets overflade. Da vi i loebet af vores Salartur har befundet os i over 5000 meter, var det her jo heldigvis ingenting. Potosí er kendt for sine soelvminer, hvilket er blevet en meget populaer, omend ikke uhyggeligt klaustrofobisk, turistattraktion, og er i oevrigt hjemland for dollartegnet – S’et staar for silver.
Vi ankom sent om eftermiddagen, og vi snakkede om, at det maa vaere en af de underligste byer, vi nogensinde har besoegt. Dels er det som at gaa adskillige aartier tilbage i tiden og dels er der sjove typer og smaa butikker over det hele. Det mest groteske syn moedte os et par gange – store trailere fyldt med koed og kohoveder, som desuden stod i den bagende sol, til stor glaede for fluerne. Det er aabenbart meget normalt her.. Jeg tror maaske den danske foedevarestyrelse ville rynke en anelse paa naesen af dette. Et oejeblik overvejer man i hvert fald lige et skift til det vegetariske koekken en ekstra gang.
Om aftenen efter at vaere blevet indkvarteret paa et fint hostel, tog vi ud at spise alle sammen. Ryan kendte et godt sted, da han havde haft et kort visit i byen foer. Dette var den foerste egentlige gang vi skulle have pungen op ad lommen for at koebe mad. Og hvilken fornoejelse at blive stopmaet for en 20’er!

Naeste dag tog vi af sted mod Sucre, Bolivias forfatningshovedstad. *La Paz er regeringshovedsaedet*.
Det svaereste var ikke at finde en busafgang, men tvaertimod hvilken bus vi skulle vaelge. Der var mange ivrige saelgere.
Nu er vi her saa, har vaeret her i et par dage og vi er ret begejstrede for stedet. Utroligt soede mennesker, rolig by, og stort og sjovt marked. Vi har vaeret oppe pa ‘El Mirador’, hvilket er en slags udkigspost ud over byen med en fin tilhoerende cafe. Derudover har vi igaar besoegt museet for indiansk kunst, hvor man kunne se meget af de fine haandvaerk, der er tradition for blandt Bolivias indianerstammer.
Sidste aften i Sucre holdte vi praefoedselsdagsfest for Fie, som bliver 20 d. 15. april. Dette var nemlig ikke blot, den sidste dag i Sucre, men ogsaa 2. sidste dag sammen med Fie. – Vi har altsaa ikke mulighed for at fejre hende paa den rigtige dag.. Det skulle fejres paa vores lokale stamcafe Abis Patio, der laver fantastiske burgere, som eftersigende skulle vaere byens bedste. Ejeren er en Belgisk mand, der havde forelsket sig i en skoen, boliviansk kvinde (som havde vaeret udvekslingsstudent i Danmark for mange aar siden). Aftenen foer, hvor vi naturlivis ogsaa spiste paa Abis Patio, havde vi naevnt vores foedselsdagsfest for ejerne. Og da tallerkerne var taget af bordet, traedte de begge frem med foedselsdagskage, lys og sang. De fik begge en stor krammer, da vi forlod caféen for sidste gang.

Tidligt op igen naeste morgen for at naa vores fly til Santa Cruz.. Ja, den er god nok – vi floej! Hele vejen rundt om Sucre har der vaeret en blokade, som gjorde, at alle busserne vendte tilbage fulde af skuffede passagerer. Og omtrent 230 kroner for en flybillet viste sig, at vaere et fantastisk koeb, da vi paa under en halv time landede i lufthavnen i Santa Cruz.

Vi haaber, at I for alvor begynder at gemme paa det gode, danske foraarsvejr, for der gaar ikke laenge, foer vi skal nyde godt af det.

Hej fra os – Line og Anja

 

IMG_1530[1] IMG_1319[1] IMG_1540[1] IMG_1545[1] IMG_1393[1] IMG_1337[1] IMG_1493[1] IMG_1406[1] IMG_1448[1] IMG_1482[1]

Line og Anja i Sydamerika

Hola! Dette er vores rejseblog, hvor vi løbende vil skrive indlæg og lægge billeder ud… | Læs mere

Visninger

137

Kommentér

Opret profil