Santa Cruz, La Paz, Titicacasoen, Cusco

Peru Cusco

Vores tid i Bolivia har flere gange vist, at bolivianere generelt er et folk, der er enormt retfaerighedssoegende. Er der noget galt med det “offentlige” system, saa protesterer man! Dette har flere gange foert til strejker og blokader paa tvaers af landet. Vi troede, at vi kunne slippe uden om, men det ramte os dog i sidste ende, da vi skulle fra Sucre til Santa Cruz. Vejene var spaerrede, saa vi fraasede med pengene og bestilte et fly. I sidste ende var det ikke alene noget mere bekvemt, det sparrede os ogsaa for mere end 16 timer.

Santa Cruz er Bolivias stoerste by, geografisk set. La Paz er den stoerste i forhold til indbyggertal.
Allerede da vi landede i lufthavnen i Santa Cruz, var vores forventinger hoeje. En meget fin lufthavn med mange internationale afgange samt butikker.
Vi fik fanget en taxa og af sted mod vores hostel. Da vi kom laengere ind mod byen, blev sceneriet mere og mere ens med det Bolivia, som vi hidtil havde moedt.
Vi naaede da ogsaa lige at blive involveret i lidt af en biljagt, da vores taxa blev paakoert af en anden taxa… Og det finder man sig selvfoelgelig ikke i, saerligt ikke naar man som chauffoer staar med alle skadesudgifter selv. Heldigvis kom vi sikkert til vores hostel – vi fangede aldrig synderen.
En anden bemaerkelsesvaerdig ting ved Santa Cruz er klimaet. Vi gik fra omkring 3000-3500 meters hoejde til stort set havniveau. Det kunne maerkes paa baade luftfugtigheden og varmen. Det var faktisk helt rart at hoppe i shortsene igen.
Planen med Santa Cruz var i foerste omgang, at det blot skulle vaere en mellemstation for at tage i den smukke nationalpark, Amboro. Efter at have udforsket mulighederne for dette, blev vi enige om at gemme eventyrerne til Peru og bruge nogle penge paa en tur i Amazonas i stedet. Vores program begyndte at blive lidt presset.
I stedet gik vi rundt i Santa Cruz’ gader, hvilke vi, aerligt talt, havde forventet os mere af. Det var ret hyggeligt inde i centrum. Her noed vi den sidste aften sammen med Anne Sophie, inden hun skulle videre mod USA.
Paa den sidste dag, en rigtig graavejrsdag, var det som om energien var ved at vaere lidt i bund, saa der fandt vi frem til et dejligt spa, hvor vi fik laekre ansigtsmassager! Vi syntes, at det var tid til noget lidt over backpacker-standard.

Saa skulle vi ellers videre – mod La Paz. Tilbage til virkeligheden og busture. Prismaessigt bestilte vi, hvad vi regnede med ville blive en nogenlunde komfortabel tur. Det endte desvaerre med at blive det totalt modsatte. Saederne og bussens standard var saadan set helt i orden.. Dog var der ingen sikkerhedsseler, det dampede ned ad ruderne pga. varmen, OG der var laast ind til toillettet. Vi kunne hurtigt regne ud, at det ikke ville blive nogen behagelig tur. Ved aftenstid, hvor der blev lavet et stop for, at folk trods alt kunne faa lidt at spise, proevede jeg at fange chauffoeren, hvilket i sig selv viste sig at vaere en ret svaer opgave. Efter at have henvendt mig til 3 personer, der alle nikkede paa hovedet paa spoergsmaalet, om de var bussens chauffoer, fandt jeg endelig den rigtige. Det havde vi dog ikke noget held med, han hunsede os bare ind i bussen igen og sagde “jaja” til alt, der blev spurgt om. Efter dette var det aerligt talt haarde 15 timer – intet vand, for vi kunne jo ikke komme paa toilettet.. Dog fandt de ud af at taende for air-condition, om aftenen, saa det blev en lang og kold nat.

Vi overlevede heldigvis turen! Og landede i La Paz ved middagstid naeste dag. Det faldt paa et toert sted at ankomme til et super dejligt hostel, med privat vaerelse, gode senge og toiletter!!
Allerede den foerste dag i byen gik vi lidt paa opdagelse. Benene skal jo roeres efter en lang bustur. Vi bevaegede os rundt i de hyggelige gader, og fandt frem til Coca-museet. Et lille, men meget interessant og informativt sted. Bolivia er en af de stoerste Coca-producenter i verden, og det skoennes at 89 % af alle kvinder samt 92 % af alle maend i Bolivia tygger Coca. Det er mest udbredt i de mindre byer, men rundturen paa museet gav os et meget godt billede af, hvor stor en betydning denne plante har for menneskene her. Brugen af Coca gaar flere tusind aar tilbage i historien isaer paa grund af dens medicinske og opkvikkende virkning. Man siger, at minearbejderne i gennemsnit tygger mellem 3-500 gram om ugen. Man maa sige, det er et effektivt middel, hvis man har brug for penge, for ved brug af coca kan man arbejde 48 timer non-stop, uden mad, uden drikke.
Naeste dag tog vi paa en gratis guidet tur igennem La Paz. Vi havde laest gode ting om det paa Tripadvisor, og det levede bestemt op til forventningerne. Vi kom rundt i flere afkroge af byen, og vores to guides, som selv er opvokset i La Paz fortalte livligt om livet og monumenterne i byen. I det hele taget er La Paz en by, som har overrasket os meget positivt. Man hoerer flere negative ting, bla. at det er farligt at faerdes der – det maerkede vi overhovedet ikke noget til. Tvaertimod, saa efterlod vi byen med et indtryk af, at man virkelig oensker at forbedre befolkningens levestandard. Vores guider kunne fortaelle os, at der er et stort fokus paa den yngste generation, at faa dem godt uddannet, baade i skolen, og ogsaa bare i de smaa daglige gerninger. Fx er der for nylig sat et program igang, hvor frivillige ifoert zebra-dragter skal laere folk at laese og respektere trafikken. Det ser sjovt ud for os turister, men det lader til at hjaelpe! 

Efter et par dejlige dage i La Paz, tog vi videre til Copacabana. Man fristes til at taenke Brasilien, men det er dog lidt mindre eksotisk – og ligger i stedet lige paa graensen mellem Bolivia og Peru. Grunden til at vi havnede her var verdens hoejst beliggende soe, Titicacasoen. Igen, grundet en blokade (!!), kom vi et par timer senere til den lille by, end vi havde regnet med. Der var en ivrig hostel-receptionist, som var hurtig til at fange os, og vi gad aerligt talt ikke kaempe vanvittigt meget for at skulle finde et alternativ. Vi fik heldigvis et godt og billigt vaerelse. Efter en god nats soevn brugte vi den foelgende dag paa at gaa lidt snuse indtryk i byen. Efter at have vadet op og ned af hovedstroeget et par gange, var der ikke saa forfaerdeligt meget mere at udforske. Vi gik ind paa et turistkontor og koebte saa et par baad-billetter til Isla del Sol, soens stoerste oe.
Naeste morgen stod vi klar ved havnen praecis 15 minutter foer afgang, som aftalt med damen fra kontoret. Efter 10 min og en snak med en lokal mand, indsaa vi, at vi var blevet snydt. Vi blev noedt til at skynde os at koebe nye billetter for at vaere sikker paa at kunne komme af sted. Jeg saa mit snit til at skynde mig op mod det saakaldte turistkontor, for at brokke mig og faa vores penge tilbage. Sjovt nok var dette kontor lukket, saa jeg loeb stakaandet tilbage til Line, som (u)taalmodigt ventede paa havnen.
Paa isla del Sol startede nu en lang og haard vandretur tvaers over oen, fra nord mod syd. Da vi kom med baaden blev vi moedt af guider, som ihaerdigt proevede at luske alle de turister til sig, som de kunne med en lang praediken om, hvor farligt det var at gaa turen selv. Vi hoppede med i 10 minutter, foer vi trodsede deres bemandinger og selv drog videre. Det var virkeligt ikke noget problem selv at gaa turen, men det var haardt. Hurtigt erfarede vi ogsaa, at det nok ikke var det smarteste at have efterladt solcremen i Copacabana, naar man gaar uafbrudt i 4 timer, uden skygge, paa “Solens oe”. I hvert fald var det et par roede naeser, der gik udmattede i seng om aftenen. I oevrigt hos en helt vild soed familie, som gaestfrit tog imod os.
Dagen efter tog vi baaden tilbage mod Copacabana, hvor vi allerede havde bestilt en bus til Puno. Vi var heldigvis blevet adviceret om travlheden i byen paa denne dag, Langfredag, hvor pilgrimme og MANGE turister valfarter til byen. Til vores glaede afgik bussen her kun en halv time senere end planlagt. Herefter ventede et hurtigt stop ved graensen for at blive stemplet ud af Bolivia og ind i Peru.
I Puno var vi knap nok ankommet til busterminalen, foer vi baade havde “bestilt” hostel og en tur ud til de flydende oer i Titicacasoen. Vi blev afhentet tidligt naeste morgen og besoegte denne dag Uros, en flydende oe, hvor ALT, huse, baade mm. er bygget i siv. Det var en sjov oplevelse, og vi fik da ogsaa lige den obligatoriske sejltur i sivbaad af selveste praesidenten af den (som det mest optimistiske bud) 200 km2 “store” oe, hvor der bor 7 familier.
Herefter gik turen videre mod en stoerre oe, hvor vi fik dejlig frokost, torsk, naturligvis friskfanget fra Titicacasoen. Det er en meget fascinerende befolkningsgruppe, der bor her. Utroligt soede, og farverigt klaedte.

Efter den helt store rundtur omkring Titicacasoen sidder vi nu I Cusco. I morgen venter den laenge ventede 4-dages tur til Machu Picchu, som vi glaeder os meget til. Rygtet siger, at vi er i gruppe med mindst 12 andre danskere, saa det skal nok blive festligt.
Vi har ind til videre lige haft et par dage til at nyde denne dejlige by. I gaar gik vi helt tilfaeldigt forbi “Chokolademuseet”. Her laver de deres helt egen chokolade, med cacaoboenner hentet direkte fra regnskoven her i Peru. Selvfoelgelig gik vi ikke derfra uden nogle smagsproever – et besoeg vaerd!  

Nu er der 14 dage tilbage af vores eventyrlige rejse. Vi er begyndt at glaede os meget til at se jer alle derhjemme! Samtidig proever vi at suge til os her den sidste tid..

Hej fra os! – Line og Anja

 

IMG_1810[1] IMG_1816[1] IMG_1831[1] IMG_1841[1] IMG_1846[1] IMG_1858[1] IMG_1867[1] IMG_1901[1] IMG_1872[1] IMG_1893[1] IMG_1898[1] IMG_1907[1]

Line og Anja i Sydamerika

Hola! Dette er vores rejseblog, hvor vi løbende vil skrive indlæg og lægge billeder ud… | Læs mere

Visninger

71

Kommentér

Opret profil