Salta og Tilcara

Argentina Tilcara, Jujuy

Efter det aktionpraegede vinparadis, Mendoza, vendte vi snuderne mod Salta. Salta er mest af alt kendt for at vaere beliggende blandt bjerge og har klippeformationer i alle udformninger og farver. Vi ankom ret smertefrit efter en lang bustur til et udmaerket hostel med en meget venlig ejer. Foerst og fremmest hoppede vi ud paa badevaerelserne for at afproeve bruserne. Det synes som regel noedvendigt med et bad efter at have tilbragt natten og dagen i en bus.. Naeste obligatoriske punkt paa dagsordenen var naturligvis at udforske centrum og ikke mindst det lokale supermarked. Til dette fik vi hjaelp og selskab af israelske Eid. Rigtig fin fyr, som vi fik grint en masse sammen med. Paa vaerelset boede ogsaa en franskmand og en hollaender, som begge var meget hjaelpsomme og fulde af gode raad for den foelgende tid. Aftensmaden noed vi paa vores tagterrasse, dem er vi glade for! Vi fandt dog hurtigt ud af, at klimaet havde forandret sig, for knap nok var solen gaaet ned, foer vi for alvor maatte finde vores jakker frem fra bunden af rygsaekken.

Foerste rigtige dag i Salta brugte vi paa Saltas absolut vigtigste goeremaal som turist – et besoeg op paa toppen af det lokale bjerg. For de knirkende ben og gamle rygge er der naturligvis en lift, som man fuldt komfortabelt kan nyde hele vejen derop. Det skulle dog ikke hedde sig, at 3 friske, unge kvindfolk ikke kan kridte sandalerne, saa vi tog naturligvis de 1070 trappetrin, trin for trin. Til vores glaede kunne man koebe sig til en forfriskning, mens man noed udsigten over byen. Det var ogsaa her paa toppen, i den bagende sol, vi maatte erkende, at tiden var inde til en laekker sweater – med lamaer paa, selvfoelgelig. Disse er til at finde over det hele, ogsaa paa en bjergtop. Efter 1070 trin ned igen, var det ikke andet at goere, end at beloenne os selv med en is fra det argentinske ishus, Grido. Her har vi efterhaanden smidt et par Pesos!

07.00 blev vi naeste morgen hentet af en tourbus. Vi skulle nemlig paa tur til Cafayate. Med paa turen havde vi en guide med passion for geologi, der slaer langt de fleste, og som ydermere havde en kaempe lyst og vilje til at formidle og give ud af sin viden. Paa turen var der tilrettelagt nogle nydepauser, hvor vi var ude af bussen for at fotografere og indsnuse alle indtrykkene. Flere gange maatte vi staa med aaben mund. Der var engang, hvor et bjerg var en hoej, brun, kegleformet ting nede sydpaa – at saa klare farver og besynderlige formationer findes, kan vaere svaert at tro. Man maa boeje sig i det roede stoev for Moder Jords fantastiske haandvaerk.
Selve Cafayte var for saa vidt en hyggelig, lille by. Vi naede dog ikke andet end at spise frokost og saa naturligvis smage Cafayates egentlige turistattraktion – deres roedvinsis, lavet paa Malbec druen, – og faktisk ikke saa afskraekkende, som det kan lyde. Om aftenen tilbage paa vores hostel, kom saa dagens store spoergsmaal: Hvor skal vi hen i morgen?

En ikke saerlig gennemtaenkt beslutning, foerte os naeste formiddag med bus ud i, hvad der syntes at vaere ingenting. Vi kom efter kun en 4-timers koersel til den lille bjerglandsby, Tilcara. Vi maa have vendet os godt til storbyerne, for da vi blev smidt af bussen blandt kaktusser og fritgaaende hunde, virkede det pludselig som en stor udfordring at finde vores hostel. Men paa med rygsaekken mod hvad der maette ligne byens “centrum”. Med hjaelp fra et turistkontor gik det let, og hurtigt kom vi paa et egentligt syn af byen. Og der gik ikke mange minutter, foer vi faldt for byens naervaer og smukke omgivelser. Paa en af bjergsiderne, var skrevet i kridhvide sten: Bienvenido a Tilcara (Velkommen til Tilcara), og velkommen var praecis, hvad vi foelte os. Paa vores hostel moedte vi en gruppe engelske unge, som vi tidligere havde set paa vores hostel i Cordoba, og venskaber knyttes hurtigt over en hjemmebagt brownie (her er naturligvis tale om en faerdigblanding). Vi tog med dem til jazz, samme aften. En koncert, der viste sig at bestaa af en tyk nordargentiner paa panfloejter i samtlige stoerrelser. Og vi noed det i fulde drag med oel og grin. En herlig oplevelse!

Vi er mange gange blevet fortalt, at naar vi stiger i hoejderne, skal vi holde aktivitetsniveauet paa et lavt plan. Og vi havde det ogsaa dejligt med, at hygge os hjemme i vores egen lille landsby. Vi brugte en ny dag paa at kigge paa butikker og paa det lokale marked. Og om eftermiddagen kunne man finde os paa taget af vores hostel med sodavand, brownie og hoejt humoer. Dagen sluttede vi af i festligt brag med nyvasket toej fra det lokale vaskeri, hvilken fornoejelse. Tilcara havde en helt andet fest koerende denne aften med musisk optog, givetvis til aere for en helgen.

Og saa heller ikke mere dovneri til os – tidligt op og med bussen til en af nabobyerne. 40 minutter i bus og vi befandt os i Purmamarca foer solen havde varmet den koelige luft. Purmamarca har 2 primaere turistattraktioner, det 7-farvede bjerg og saltslette. Eftersom vi godt vidste, vi havde verdens stoerste saltoerken foran os, prioriterede vi det 7-farvede bjerg og tog paa en god gaatur oppe bag de smukke bjerge. Det var ikke kun omgivelserne der tog vejret fra os, det begyndte ogsaa at lade sig maerke, at vi var steget i hoejden. Og endnu mere lod det sig maerke, da baade Anja og jeg maatte laegge os hjem i seng og sove nogle timer for at genvinde styrken. Til trods for de fantastiske farver og bjerge, kunne vi derhjemme glaede os over, at Tilcara i vores oejne var langt at foretraekke frem for Purmamarca.

Vi besluttede at nyde den sidste dag i omraadet i Tilcara. Jeg tog en formiddagsvandrertur op ad bjerget for udforske, hvad deres “Bienvenido a Tilcara” var skrevet med og for at faa roert benene lidt til denne skoenne udsigt. Imens hyggede Anja og Fie sig i byens butikker, hvor Fie omsider ogsaa fik koebt sig sin obligatoriske lamasweater. Denne sidste aften i Tilcara, var ikke blot den sidste aften i Tilcara men ogsaa den sidste aften i Argentina. Vi fandt en fin restaurent – vanvittig fin taget i betragtning af at ligge i en bjergby – som havde et utroligt soedt personale. Vi fik her en vaskeaegte lokal specialitet, vi fik lama. Og jeg ved, at jeg taler for begges vegne naar jeg siger, at det er meget anbefalelsesvaerdigt. Selvom lama lyder som lam, har smagene intet med hinanden at goere.

Selvom det paa sin vis var lidt et tilfaelde, at vi havnede i Tilcara, er vi meget glade for vores valg. Det har virket som en blid overgang fra Argentina mod Bolivia, baade kulturelt og i saerdeleshed i forhold til hoejdestigningerne. Efter praecis en maaned i Argentina foelte vi os godt faldet til, saa det var med blandede foelelser, at vi meget tidligt naeste morgen dragede mod Bolivia. Men vi ved, at der kun venter os flere fantastiske oplevelser.

 

 

Imagen 008 Imagen 001 Imagen 002 Imagen 003 Imagen 004 Imagen 005 Imagen 006 Imagen 007 Imagen 009 Imagen 010 Imagen 011 Imagen 012 Imagen 005 Imagen 003 Imagen 009 Imagen 002 Imagen 008 Imagen 010 Imagen 012 Imagen 013

Line og Anja i Sydamerika

Hola! Dette er vores rejseblog, hvor vi løbende vil skrive indlæg og lægge billeder ud… | Læs mere

Visninger

119

Kommentér

Opret profil