Machu Picchu, Amazonas og Lima

Perú Lima

Da vi i sin tid, i efteraaret, snakkede med Jysk Rejsebureau, vidste vi endnu ikke meget om, hvad vores rejse skulle byde paa. Kun 1 ting var fastlagt og bestilt hjemmefra. Den klassiske incatrail tour op til den oldgamle men meget smukke inkaby, Machu Picchu, hvilken tilhoerer den ekslusive gruppe af verdens 7 vidundere. Allerede dagen foer den store start havde vi en plads paa Milhouse Hostel i Cuscu, for her har tur-arrangoererne, Bamba experience, kontor og herfra skulle vores tur starte dagen efter. Dagen gik i oevrigt med at vade Cuscu rundt efter praktiske ting, saasom reservationer af hostels til vores hjemkomst fra Machu Picchu og det allervigtigste: snacks til de naeste dages udfoldelser i bjergene. Det er nemlig ikke som en spadseretur i skoven hjemme i det flade Danmark. Her oppe i hoejderne skal kroppen arbejde haardt for at faa det maksimale ud af den smule ilt, der er i luften. Det betyder, at pulsen stiger til vejrs ved foerste trappetrin, og at benene foeles som cementklodser. Og de stier, vi skulle tilbringe de naeste dage paa, er lagt af Qechuafolket i det gamle Inkarige. Der er altsaa ikke tale om fortov og asfalterede veje, men derimod ujaevne sten og trappetrin i tusindvis. Da vi samme aften havde en briefing om turen af vores ene guide, “Simba”, kunne man ogsaa godt fornemme, at vi stod foran nogle udfordrende dage. Den foerste udfordring startede allerede ved pakningen, for hvad skal man pakke til 4 dages bjergvandring, naar det hele skal baeres paa egen ryg? Ned i tasken med det absolut vigtigste og saa i seng for en god nats soevn, foer alarmen skulle ringe kl. 05.00.

Biiiib biiib – og saa er det ellers bare i gang. Paa med toejet, lidt vand i hovedet, tasken paa ryggen og ned og moedes med resten af flokken. En flok, der til vores store overraskelse kunne siges at vaere meget dansk. 10 danskere, inklusiv os selv og en pige fra Irland. Udover Simba, havde vi ogsaa en anden guide med ved navne Oscar. I oevrigt har vi haft omkring 10 portere med, en kok og en assistentkok. Porterne er de staedige og udholdende maend, der knokler som aesler og har alt vores faelles grej paa ryggen. Dette indebaerer telte, stole, borde og mad. Vi startede i en bus mod en lille by, hvor vi skulle spise morgenmad. Efter morgenmaden var det direkte videre mod startpunktet. Her fik vi tildelt soveposer og liggeunderlig, som skulle spaendes paa rygsaekken. Ydermere havde vi lejet vandrestave, hvilket viste sig at vaere det eneste rigtige. Vi fik en banan stukket i haanden og saa ellers afsted med os. Foerste dag skulle paa papiret vaere den absolut letteste, for i forhold til de kommende dage, var ruten flad og simpel. Personligt fandt jeg ogsaa foerste dag meget haard – jeg havde ganske enkelt undervurderet denne. Med den store rygsaek paa ryggen (inkl. en del vand) var det nogle udfordrende bakker, der fik sveden til at piple frem. Lidt over middag havde vi en frokostpause. Da vi ankom var madtelt, med fint opdaekket bord klar og maden duftede dejligt. Hver fik en balje med vand og saebe ved siden af til at vaske haender. Baade frokost og aftensmad har alle dage bestaet af mindst 3 retter, med masser af kulhydrater og groentsager til god og naerende energi – enormt laekker mad. Efter maden holdtes en halv times siesta til at slaa mave, foer vi gik videre mod vores camp. Da vi naaede campen, var vores telte allerede slaaet op og klar. Og efter eftermiddagsteen og 3 laekre, peruvianske madretter sad vi lidt i gruppen og delte ud af de sjove oplevelser, man faar sig hernede. Det betyder ret meget at have tid til lidt spas ind i mellem!

Naeste morgen blev vi vaekket 05.30 af en porter, de kom med Coca-the. Coca-the skulle vaere godt mod hoejdesyge og forberede kroppens evne til udnytte luftens ilt. Andendagen skulle eftersigende vaere den haardeste for vejrtraekningen. Derfor brugte vi fornuften, lagde staedigheden paa hylden og betalte os fra et faa mange af vores ting baaret af porterne. Hele morgenen og formiddagen skulle gaa med 5-6 timer op ad stejle bakker og trapper. Med et klap paa skulderen kan vi dog sige, at vi tog den i stiv arm og klarede den paa godt og vel 4 timer. Paa de timer steg vi 1300 meter og da vi naede toppen paa lidt over 4000 meter var vores ben ikke blot som gele – vi var os blevet kolde og lidt vaaede af klimaskiftet undervejs. Paa turen opad kunne vi se den uendelige inkatrappe, der aldrig syntes at hoere op. Naar man havde allermest lyst til bare at vaere paa toppen, kunne man se, hvordan stien fortsatte stejlt opad i det uendelige. Vi naaede at faa et lille hvil, og et par kiks, foer vi kunne se frem til et par timer nedad – Det var rart med noget afveksling. Da vi kom til vores camp, naede vi kun lige ind i teltet, foer det for alvor stod ned i staenger – lykkelige over at vaere i maal. Resten af dagen havde vi fri til at faa hvilet kroppen.
Om aftenen havde Simba en konkurrence klar til os. Vi skulle imitere et dyr, og saa skulle de andre gaatte, hvilket dyr vi var. Simba er bare fuld af spas og loejer, haha.

Coca-the 05.30, dag 3. Denne dag skulle blive haard for knaa og ankler, for der var mange timer nedad.  Her var vi meget taknemmelige for vores vandrestave. Man kan let glide paa de glatte sten og nogle af trinene af latterligt hoeje til vores smaa ben. Hele dagen kunne vi dog glaede os over den fantastiske natur vi gik i samt de smukke udsigter. Alle dagene har vi oplevet meget taage, saa tit og ofte, var den flotte udsigt bare.. hvid. Men indimellem gik skyerne vaek og da vidste vi, hvilke utrolige omgivelser vi gik i. Hen paa dagen kom vi til et viewpoint, hvor vi kunne sidde og nyde bjergene lidt. Det var et af de oejeblikke, hvor man i sandhed foeler sig lille og ligegyldig, og hvor hatten ryger for moder natur (aka. Pachamarma, paa indianersproget, Qechua). Da vi naaede campen denne dag, havde jeg til min store overraskelse faaet problemer med mine knae. Anja slap heldigvis stort set uden om saadanne skavanker og tog en ekstra med nogle af de andre piger paa en lille ektra tur til en inkaruin 10 minutter vaek, hvor de eftersigende stoedte paa en flok lamaer, der spaerrede stien.
Til aften (the last supper), fik vi en flot kage til dessert. Da saa man julelys i oejnene paa en flok danskere. Porterne holdte en lille tale og en af dem stilte sig frem og sang for os. For dem sang vi Hoejt fra traets groenne top og Anja sagde et par ord til gengaeld. Foer vi hoppede paa hovedet i soveposen, fik de alle et kram, et kys paa kinden og et tak. Vi har alle haft en enorm respekt for porterne, der har 25 kilo paa rygen, smaa sandaler og hurtige ben, der gang paa gang overhaler os i loebende fart. Det var vitterligt et telt fyldt med kaerlighed!

Klokken 03.30 startede den store dag, hvor vi endelig naede Machu Picchu. Det gaelder om at vaere de foerste, der ankommer til Inkabyen, saa man maa tidligt op. 5 minutters gaatur hen til Machu Picchu checkpointet. Her maatte vi vente til klokken blev 5.30, og saa var det ellers med hurtige skridt, vi tog den naeste time til Sun-gaten ved Machu Picchu. Og hvilket syn, der moedte os. Ikke en lille bitte bjergtop kunne vi se, for ren og skaer taage. Vi kunne se 10 meter frem, foer baggrunden var kridhvid. Sikke et antiklimaks. Vi blev en halvtimes tid, foer der kom et kort brud i taagen. Vi skyndte os at tage billeder, foer naeste sky spottede den utrolige udsigt. Vi gik laengere ned for at komme til selve byen, hvor vi fik en rundtur af Simba. Trods alle mulige boenner undervejs lagde taagen sig ikke, desvaerre. Og det var med et stik i hjertet, vi maatte forlade Machu Picchu uden at se det rigtigt, efter 4 dages vandring uden toiletter, uden bade og med oemme kroppe. Det laver dog ikke om paa, hvor fascinerende og lynintelligente, folkene paa den tid, har vaaeret. Deres byggeteknikker kan man ikke andet end vaere imponeret over. Kolde og lidt vaede tog vi bussen til den naermeste by, hvor vi skulle moedes til frokost. Her foredrev vi nogle timers ventetid med en kop kaffe og lidt kortspil. Vi hoppede saa paa toget mod Cusco. med resten af gruppen aftalte vi at moedes til en drink om aftenen. Saa vi skyndte os at flytte hostel, at faa et meget tiltraengt bad, pakket om (til junglen tidligt naeste morgen). Efter en Mojito i dejligt selskab maerkede vi slet ikke traetheden laengere. Vi fik ogsaa en Pisco sour – hvad der maa betegnes som nationaldrik – sammen med vores guide Oscar. Da vi tog hjem ved midnat, var det ikke fordi, vi ikke hyggede os gevaldigt –  men fordi junglen begyndte at kalde paa os.

Med en snert af toemmermaend vagnede vi klar til at udforske Amazonas. Vi blev hentet af vores guide, Violetta, som med det samme tog sig godt af os. Vi skulle paa jungletur med en Israelsk mand og hans soen. Vi var altsaa kun 4 paa denne tur. Den del af Amazonas, vi skulle besoege, var Manu Nationalpark. Den ligger taet paa Cuscu, men det tager alligevel en god koeretur at komme ud til den egentlige regnskov. Vi havde et par stop undervejs, hvor Violetta gav ud af sin viden omkring kulturen og dyr og planter i naerheden. Men som koerslen gik allerbedst derudaf, stoppede chauffoeren bilen, for vejen var spaarret af mudder, jord og traer. Kort forinden havde der vaeret et jordskred. Til lige med var det jo soendag, hvilket betoed at der ikke var nogen hjaelp at hente fra de store moderne maskiner, der stod og hyggede sig blot nogle hundreder meter fra os. Det betoed, at de store staerke maend traadte til med middelalderlige redskaber, og selvom vi var villige til at give en haand med, goer kvinder sig ikke i det fysiske arbejde hernede. Efter halvanden times tid, var uheldet udjaevnet nok til, at vores bil kunne krydse over, og vi kunne komme videre. Vi fik en gaatur uden for bilen for at kigge efter flotte fugle og legende aber. Og fuglene var der nok af. Sidst paa eftermiddagen kom vi til vores lodge, med fine senge, myggenet og varmt bad mellem 6-9 om aftenen, hvilken luksus. Ogsaa her var maden ikke at klage over. Vi har nydt godt af at faa saa meget laekker mad serveret.

Naeste morgen skulle vi op 05.20, for ifoelge Violetta skulle dyrene vaere meget aktive tidligt om morgenen. Fangsten blev til et par fugle og et enkelt egern. Tilbage paa lodgen fik vi morgenmad og saa tog vi videre for at koere ind i den egentlige regnskov. I en lille by takkede vores foelgesvende ja til en riverrafting tur paa en biflod til amazonasfloden. Imens havde vi faaet oeje paa nogle store, flotte papegoejer, som tog vores opmaerksomhed. Saa saa man to danske piger finde kameraerne hurtigt frem. Naeste stop var der frokost og for derefter at tage baaden ud til vores naeste lodge. Vi naede kun lige at stille vores ting paa lodgen, foer vi bemaerkede hvor hoejt skoven snakkede. Vi kunne hoere en flok aber faa traer vaek fra os, men de viste sig aldrig. Sidst paa eftermiddagen tog Violetta os ud i regnskoven. Hvad Violetta ikke ved om regnskovens planter og dyr er ikke vaerd at vide. Vi havde tidligere givet udtryk for, at vi gerne ville se en tarantel, saa da hun fandt en tarantelhule, var hun ikke langsom til at sige det. Med en pind prikkede hun ned i hulen og gav derefter mig pinden, saa jeg kunne maerke, at den var derinde. Jeg prikkede til tarantellen – men den kom ikke ud af sin lune hule, desvaerre. Dyr er der masser af i regnskoven, det er tydligt at hoere, men de er alle specialister i daaseskjul og mikser godt ind blandt blade og grene.

Vi startede naeste morgen med en tidlig baadtur ud til papegoejeklippen- Violetta bankede paa vores doer 05.00. Papegojeklippen er en lerklippe, hvor omraadets papegoejer kommer tidligt om morgenen for at spise af leret. Vi ventede taalmodigt og ganske rigtig; én efter en floej smukke blaa og groenne papegoejer hen til lerklippet for at samles om morgenmaaltidet, indtil de alle 20 paa en og samme tid stak i flyv, og vi kunne sejle tilbage for vores eget morgenmaaltid. Et kort stop gjorde vi dog paa hjemturen, da vores guide havde spottet aber i et trae. Og ganske rigtigt, i en kikkert, kunne vi se de sovende aber. Tilbage paa vores lodge, midt i den laekre frugtsalat, forstod vi hvorfor man kalder Amazonas for en regnskov. Pludseligt stod det ned i – hvad man som dansker vil betegne som – kraftig regn. Desvaerre er dyrene inaktive, naar det regner, saa i stedet for at udforske junglen, blev det pludselig tid til en formiddagslur. Ved middagstid var regnen stilnet af, og vi tog baaden ud til en naer oe. Vi gik et stykke gennem soer og mudderpoele indtil vi komme til en idyllisk, lille soe. Vi fik en lille tur paa soen paa en toemmerflaade. Omkring os floej adskillige fugle, store som smaa, alle var de flotte og farverige. Senere paa dagen, da varmen havde lagt sig, tog vi med Violetta ud for at se et stort trae. Og jeg toer godt sige, at det var det stoerste trae, jeg nogensinde har set. Men bare det at gaa i junglens vilde natur er en oplevelse i sig selv.

Saa blev det dag 4 i junglen. Denne dag skulle vi dog mest bruge paa transport. Uden problemer ville det nemlig tage 8 timer at komme hjem til Cusco. Vi koerte et par timer indtil vi kom til punktet, hvor der havde vaeret mudderkskred, da vi for faa dage siden koerte ind i junglen – her sad en lastbil nu fast, saa vi maatte vente, igen. Efter en times tid maatte lastbilen kaste haandklaedet i ringen og bakke tilbage, saa vi kunne komme forbi. Og saa var vi fri til at koere – troede vi. Der gik ikke laenge (omkring klokken 11), foer vi kom til et nydt jordskred. Her fik vi fortalt, at rydningsarbejdet nok ville tage til klokken 17 – denne nyhed behagede os ikke ligefrem. Dog kunne vi allerede efter et par timer toeffe forbi de vaeltede traer og saa gik det ellers rimeligt smertefrit mod Cusco. Ja, laenge leve moderne teknologi!  Om aftenen fik vi noget rent toej paa og satte os op i baren paa vores hostel. Her fik vi et fortjent maaltid mad og en Mojito, mens vi glaedede os over ikke at skulle op foer solen naeste morgen.

Vores fridag i Cusco gik med stille skridt. Dagens absolutte hoejdepunkt var den skoenne og afslappende massage, vi fik, da vi mente, at det var paa tide at goere noget godt for vores udmattede kroppe. Om aftenen fik vi laekker mad ved Cuscos hovedplads, og saa gik vi hjem i seng, for naeste morgen havde et tidligt fly til Lima.

Igen maatte vi op klokken 05.00. Kroppen har vel efterhaanden vennet sig meget gost til det. Paa med toejet og rygsaekken og afsted mod Cusco Lufthavn. Alting gik som en leg og flyveturen tog ikke meget mere end en time. Alternativet havde vaeret en bustur paa 24 timer, saa da vi stod i Lima lufthavn i morgentimerne, var det alle pengene vaerd. Heldigvis var alt vores baggage ogsaa kommet hertil, saa der gik ikke laenge, foer vi kunne komme med en taxa ind til vores hostel. I centrum er Lima en dejlig by med en hyggelig gaagade og med overdaadige, elegante bygninger. Uden for centrum er det mindre charmerende.
Vi har nu taenkt os at bruge de sidste bare paa absolut ingenting. Det bliver noget med at se, hvad dagen bringer. Og vi synes egentlig, det er helt paa sin plads. 3 fantastiske, vilde og uforglemmelige maaneder er nu ved at vaere gaaet. Det har vaeret alle pengene vaerd.
“At rejse er at leve”, sagde den kloge Hr. Andersen – vi kan kun give ham ret. Dog maa vi ogsaa tilstaa at vi glaeder os umaadeligt meget til at se alle derhjemme igen og til at faa en rugbroedsmad.

Vi ses paa tirsdag, Danmark!

Kh. Anja og Line

 

 

IMG_1667[1] IMG_1666[1] IMG_1677[1] IMG_1685[1] IMG_1687[1] IMG_1692[1] IMG_1683[1] IMG_1710[1] IMG_1712[1] IMG_1719[1] IMG_1733[1] IMG_1926[1] IMG_1949[1] IMG_1935[1] IMG_1946[1] IMG_1958[1] 1625726_10152379865992534_9117436171976543425_n 10289810_10152380239447534_21507846582791977_n 10259901_10152380237302534_8796783724839927789_n IMG_1959[1] IMG_1989[1] IMG_2008[1] IMG_2024[1] IMG_2042[1] IMG_2132[1] IMG_2146[1] IMG_2152[1] IMG_2155[1]

Line og Anja i Sydamerika

Hola! Dette er vores rejseblog, hvor vi løbende vil skrive indlæg og lægge billeder ud… | Læs mere

Visninger

205

Kommentarer (2)

  1. Hejsa.
    Super spændende læsning. Uha det lyder fedt og får det til at krible i hele kroppen, fordi det snart er min tur til at opleve de ting.
    Jeg sidder og er ved at planlægge en rundrejse i Peru og Bolivia. Er meget interesseret i at høre hvem i bookede jungletur gennem og hvad i måtte betale for den tur? Håber I vil hjælpe og svare på mit spørgsmål. På forhånd mange tak.
    Mvh lotte

    • Hej Lotte!
      – og undskyld for det lidt sene svar.. Dejligt, at du har kunnet bruge vores blog som inspiration.
      Vores jungletur i Amazonas bookede vi mens vi var i Peru – Cusco. Der er RIGTIG mange bureauer, som udbyder ture til forskellige områder.
      Vi tog med et meget professionelt firma, som hedder Manu Adventures. De taler engelsk, og er meget hjælpsomme. Vi fik et godt tilbud, syntes vi, og gav 330 US $ hver for 4 dage.
      Vi havde, som du sikkert har kunnet læse, en rigtig god tur.

      Generelt i Sydamerika, særligt i Bolivia, Equador og Peru, er der mange gode muligheder for at komme ind i junglen. Nogle ture og områder er sikkert bedre end andre, så mit råd vil være, at du udforsker mulighederne undervejs og tager med et bureau, du synes lyder troværdig.
      I Cusco, hvor vi bookede vores tur, var der en helt gade inde i centrum, med forskellige agencies, som udbyder ture til både Manu Nationalpark samt Puerto Maldonado/Tambopata.

      Håber du kan bruge svaret til noget. Skriv endelig igen, hvis du har spørgsmål.
      Held og lykke med planlægningen – og turen ikke mindst! Det skal nok blive helt fantastisk.

      Venlig hilsen
      Anja

Kommentér

Opret profil