New Zealand

New Zealand

Kia Ora!

Endelig en meget lang update fra de sidste uger på New Zealand! Vi har simpelthen oplevet så meget og bruger meget tid på transport hver dag, så vi får slet ikke skrevet herinde. Og så er det også ret dyrt at købe internet, så det gør vi ikke så meget! Men vi har det rigtig godt og nyder smukke fantastiske New Zealand!

8./9. marts:
Dagen hvor vi skulle afsted til New Zealand. Efter en masse sikkerhedstjek kom vi med flyet til Kuala Lumpur, hvor vi skulle mellemlande. Her skulle vi flyve videre med et andet større Malaysia Airlines fly – heldigvis ikke det der forsvandt, men vi stod uhyggeligt nok i køen ved siden af de passagerer, der er med det fly! Efter de i alt 15 timers flyvetid + tiden i Kuala Lumpur landede vi endelig i Auckland ved middags tid New Zealandsk tid. Efter en masse grænsekontrol af vores slik og støvler, som man ser det i tv, tog vi en taxa hen til vores hostel i midten af Auckland. Det var meget underligt men også rart at komme til et i-land igen, hvor det hele minder lidt om at være hjemme igen, og hvor man igen kan få sele på i en taxa! Om aftenen handlede vi ind til aftensmad, hvilket også var dejligt, så vi endelig kan lave vores eget mad og være sikre på, hvad vi får! Også dejligt med grøntsager og frugt igen men de er meget dyre her desværre.

10. marts:
Vi legede turister i Auckland og var først i Wintergarden, som er en fin have i udkanten af byen. På et tidspunkt kom der en ung engelsktalende mand hen og spurgte Anette, om hun ville hjælpe med at skifte hans ble. Først troede hun, det var en joke, for det er da ikke oplagt at spørge en ung pige om det, og han så ud til at være helt fysisk velfungerende. Men han mente det dybt seriøst og viste en ble i sin taske og bad hende om hjælp. Men det var simpelhen for mærkeligt, så det sagde hun pænt nej tak til! Vi har grint meget over den historie siden, og vi undrer os stadig over, om der var nogle lumske bagtanker bag det… Efter det tog vi til Mt. Eden som er en gammel vulkan, som nu ligner en stor græsbakke i byen. Her var der en fantastisk udsigt over byen. Så tog vi bussen til den anden ende af byen nede ved havnen og fik en is. Rigtig hyggeligt og vejret var super godt, så vi kunne endelig få brugt shortsene igen. Om aftenen var vi i Sky Tower – et 60 etagers højt tårn, hvor vi kunne se lysene fra byen og bjergene langt væk. Rigtig smukt. Efter det fik vi et par øl med nogen fra vores værelse.

11. marts:
Første dag vi skulle med Kiwibussen. Vi blev hentet tidligt om morgenen af en flink buschauffør. Inde i bussen er der musik, god stemning og et flertal af unge mennesker. Vi bruger det meste af dagene i bussen, fordi vi tager afsted mellem klokken 7-9 typisk og ankommer mellem 15-17 om eftermiddagen. Vi har både tissepauser, frokostpauser og stop hvor vi ser noget (vandfald, grotter, søer osv.), så på den måde virker turene slet ikke så lange, og vi er ikke trætte af dem på samme måde, som vi var med natbusserne i Thailand og busserne i bjergene i Nepal! På busserne er der vildt mange englændere, en del tyskere og svenskere og så også en del danskere. Vi har det sidste stykke tid fulgtes med en masse danskere, 4 drenge og 3 piger, som vi er blevet rigtig gode venner med. Ofte bor vi også på værelse med nogen fra “gruppen”.
Vi ankom til Hot Water Beach efter at have haft et stop ved Cathedral Cove, som er en af verdens 10 flotteste strande. Vi boede på en campingplads på Hot Water Beach, og om aftenen var vi nede på stranden for at grave huller i strandkanten, for at vi kunne lave vores egne små hot pools, fordi der kommer brandvarmt vand ud nedefra. Rigtig sjovt at ligge i små pools under stjernehimlen. Om aftenen sov vi i køjesenge på et 7 mands værelse. Vi sover i køjesenge hver dag på alt fra 4-10 og endda én gang 32 mands værelser! Men vi har vores ørepropper og har hurtig vænnet os til det, så det gør os faktisk slet ikke noget, selv om vi lidt begynder at savne vores store senge derhjemme!

12. marts:
Vi så en gammel guldmine på vejen til Waitomo, hvor vi skulle bo. Her var vi på Black Water Labyrinth tur, hvor vi i grotter med vand skulle gå eller sidde i en gummiring i vandet i mørke med pandelamper. Over os kunne vi se glow worms, som er orme (eller faktisk deres lorte), som lyser med en blå farve, så det ligner stjerner. Det var ret sjovt, koldt og fascinerende. Det bedste ved turen var chokoladefisken og tomatsuppen til sidst 🙂

13. marts:
Vi var i Hobbiton, som er hobbitbyen fra Ringenes Herre filmene, som jo i det store hele er optaget her på New Zealand. Det var ret sjovt at se, men desværre er ingen af de største fans, så vi kunne ikke genkende så meget af det, men det var nu stadig meget pænt og sjovt at have set. Herfra blev vi kørt til Rotorua, hvor vi have 2 overnatninger. Anette havde det ikke så godt den dag, så om eftermiddagen var Mathilde ude at se byen med en fra bussen. Om aftenen var vi ovre på baren, der hører til det hostel, vi boede på. Her fik vi nogle øl eller 10 med en masse andre fra bussen og dansede så skørt og fjollet, at der kom nogen hen for at spørge dagen efter, om vi var okay. Haha ups!

14. marts:
Den dag slappede vi bare af og sov længe. Vi var henne i Government Gardens, som ikke rigtig var noget værd, på Mc Donalds og henne i Kuiran Thermal Park, hvor der er kogende mudderpøle som stinker af rådne æg. Meget fascinerende men ikke nogen god idé med tømmermænd! Vejret var ikke så godt, fordi vi ventede på en syklon, der skulle komme, men den kom aldrig, der hvor vi var, eftersom vi bevægede os længere ned midt på øen.

15. marts:
Vi startede med at gå en tur i Redwood skoven, som ligger lige ved Rotorua. Desværre regnede og blæste det, så det var ikke så interessant at gå der, selv om træerne var kæmpe store og flotte. Efter at have kørt i noget tid kom vi til Huka Falls – et kæmpe stort springvand lige uden for Taupo, hvor vi skulle bo i 2 dage. Taupo var rigtig flot og ligger ud til New Zealands største sø. Desværre var vi igen igen ikke i stand til at kunne lave så mange udendørs aktiviteter pga. vejret. Om aftenen var der Toga aften i baren, så alle skulle have deres hvide lagener på som græske guder. Mest af alt lignede vi vist bare alle idioter, men vi havde det nu meget sjovt!

16. marts:
Vi slappede bare af den dag og så film i tvstuen med de andre danskere. Det var rart for tømmermændene, og så også fordi vi alle have været lidt influenza syge med feber og forkølelse, så det var godt med en hviledag.

17. marts:
Vi skulle videre med bussen den dag til River Valley. På vejen dertil stoppede vi ved Tongario National Park, hvor vi så endnu et vandfald. Ruten til River Valley var flot og generelt er naturen bare så flot – men den kan dog ikke måde sig med naturen på sydøen, som er fantastisk og dramatisk! I River Valley var vi på River Raftning. Vi havde forestillet os, at vi ville falde ud og slå hovedet mod stenene, men det er slet ikke så vildt som på billederne, selv om det var sværhedsgrad 5 ud af 6. Men det var ret sjovt, og vi faldt kun i vandet, fordi instruktørerne skubbede os til sidst! Her skulle vi sove på 32 mands værelser. Vi havde forventet det værste, da vi hørte om det, men der var en væg, der gik næsten op til loftet imellem, så der i princippet “kun” var 16 senge på hver side – 8 for oven og 8 for neden fra den ene væg til den anden. Men folk er heldigvis søde til at være stille, og om morgenen skal alle alligevel op på samme tid, så det er slet ikke noget problem at dele værelse med flere.

Om morgenen den 18. marts kørte vi fra River Valley til Wellington, som er hovedstaden på New Zealand, hvor vi skulle være to nætter. Her fik vi et 4-værelses dorm, som vi delte med Maria og Trine. Alle os danskere (Jesper, Mikkel, Kristian, Niklas, Amalie, Maria og Trine) havde aftalt, at vi skulle i byen om aftenen, så vi købte en “god” 2 liters papvin, som vi skulle have, inden vi gik i byen. Det hostel, vi boede på, opdagede dog, at vi drak alkohol på værelset, så de tog det fra os. Det resulterede i, at byturen blev lidt dyrere. Alle barer og diskoteker lukker kl 3 på New Zealand, hvilket skuffede os lidt, for vi var slet ikke klar til at gå hjem. Men det var nu rart at komme lidt ud og bruge sin make up igen! Det er sjældent, vi føler os feminine.

D. 19. marts var tømmermændsdag. Men vi skulle ud og opleve Wellington, og vi havde hørt og læst om et studie, hvor de laver rekvisitter til film, hvilket vi tænkte kunne være spændende. Sammen med Maria og Trine tog vi bussen til udkanten af byen, hvor Weta Caves, som det hedder, ligger. Vi havde forventet et stort område med film studier, men det vi kom til, mindede mere om et lille værksted, hvor man kan se nogle af de ting, de har lavet til forskellige film, og hvordan det er blevet lavet. Vi så nogle geværer brugt i District 9, beklædning og våben fra Ringenes Herre, en model af King kong aben, en meget livagtig model af hovedrollen fra Jurassic Park og en masse andet, som vi ikke kender til. Det var meget sjovt at høre om, og guiden viste os også noget silikone, som var malet, så det lignede menneske hud på en prik. De er meget talentfulde!
Efter besøget tog vi bussen tilbage til midtbyen, hvor Anette gik på Te Papa, mens Mathilde og pigerne gik op på værelset. Te Papa er et stort, gratis museum, hvor man læse og se se alt om New Zealands natur og de naturfænomener, der er, så som jordskælv, vulkaner og cykloner. Der er rigtig mange jordskælv på New Zealand, da to af jordens tektoniske plader mødes lige der, hvor New Zealand ligger. Desuden er New Zealand prikket med vulkaner, hvoraf nogle har været meget aktive! Der var også en masse fremstillinger af New Zealands opdagelse og historie, Maori kulturen og det specielle dyreliv på øerne.
Til aftensmad fik vi en 5 dollars menu på Burger King. Mums.

Vi stod meget tidligt op d. 20. marts, for bussen gik allerede kl 7. Vi blev kørt hen til havnen i Wellington, hvorfra vi skulle sejle til sydøen. Turen med færgen tog 3 timer og var meget flot. Indsejlingen til Picton foregik mellem en masse “tråde” af land, der så at sige stak ud fra sydøen. I Picton blev vi hentet af en Kiwi bus, som skulle køre os til Kaiteriteri. På vejen dertil fandt Anette ud af, at man kan skydive der. Det fik hun ikke gjort i Taupo pga. dårligt vejr, så det besluttede hun og Kristian sig for at gøre. Der blev hurtigt booket et skydive i 13000 m højde over Abel Tasman National Park. Et par timer efter blev hun og Kristian sat af det sted, hvor de skulle skydive. Det var en kanon oplevelse, men også mega sindssygt, når man hænger ud over et fly og kigger ned, mens manden bagved en tæller ned! Det var 45 sekunder med frit fald og det vildeste adrenalinkick. Bagefter blev Anette og Kristian kørt hen til vores hostel, hvor Mathilde havde lavet lækker pasta med dolmio, majs og tun – det kan klart anbefales, når man er på budget!

Vi tog to overnatninger i Kaiteriteri, så vi havde en hel dag d. 21. marts til at udforske Abel Tasman National Park. Det blev gjort til lands og til vands. Vi startede med en tre timers gåtur tæt ved kysten ind i parken. Det meste foregik inde i en skov, men de steder, hvor man kunne se ud over vandet, var det kanon flot! Dog synes vi begge to, at gåturen var lidt for lang og ensartet, og så havde Mathilde problemer med sit knæ. Gåturen endte ved en smuk, afsides strand, hvor vi spiste frokost, inden vi mødtes med vores to guides, som skulle ud og ro kajak med os. Vi var 9 på tur, og vi sad sammen to og to i kajakkerne. Turen i kajak var så smuk. Vandet var klart og blåt, og vi roede rundt om nogle små øer og kiggede på sæler, lyttede til fugle og udforskede en lille grotte. Vi tog en kort pause på en lille strand, hvor der blev serveret te, kaffe og kakao.
Vi var tilbage fra turen sidst på eftermiddagen, og efter et kort bad begyndte vi at lave mad. Vi fik tortillas, og det var SÅ lækkert! Dejligt med noget oksekød.

Den 22. marts kørte bussen først kl 11.30 til Westport, så vi havde god tid til at spise morgenmad og nyde det gode vejr. På vej til Westport lavede vi et stop ved en stor, pragtfuld sø. Søen var omringet af bjerge, som spejlede sig i vandet. Her var vi en times tid, hvor vi nød solen, tog en masse billeder og øvede os i at slå smut.
Da vi ankom til Westport, blev os ni danskere sendt ind i en lille bygning, hvor der var 5 køjesenge, eget køkken, eget toilet, spisebord og en sofagruppe med tilhørende tv. Det var virkelig fedt, at vi alle kunne bo sammen, og vi besluttede os for at lave fælles mad. Det blev til lækre, hjemmelavede burgere med pommes og gravy sovs. Efter at have indtaget det udsøgte måltid, så vi Ringenes Herre og spiste en masse slik og chips.

Bussen gik tidligt mod Franz Joseph d. 23. marts, hvor vi skulle have to overnatninger. Undervejs var der to stop. Det første var ved en strand, hvor vi gik en 45 minutters flot gåtur langs kysten og oppe i klipperne. Det næste var ved noget, der hedder Pancake Rocks, som er en masse klipper ved vandet, der ligner en stak pandekager, fordi de er dannet lag på lag. Vi var fremme i Franz Joseph sidst på eftermiddagen. Om aftenen fik vi tortilla rester og nørdede spil på vores iPhones.

D. 24. marts skulle vi på tur. I Franz Joseph er der to gletsjere, hvoraf den ene ender ud i et tempereret klima (en af tre gletsjere i verden), og den gletsjer hedder Franz Joseph, og den skulle vi op på. Vi fik udleveret sko, regnjakke, regnbukser og taske, og så gik vi hen til helikopteren. Turen i helikopteren varede kun 3-4 minutter, men det var super fedt! Rigtig god udsigt ud over gletsjeren og den omkringliggende natur. Vi gik rundt på gletsjeren i ca. 2 1/2 time. Vi var på åbne områder og mellem høje mure af is, så vi fik set lidt af hvert af gletsjeren. Vores guide var rigtig god til at fortælle og svare på vores spørgsmål. Turen sluttede samme sted, som den startede, og vi fløj ned med helikopteren igen. Når man bestiller en tur, som den vi var på, så får man gratis indgang til nogle hot pools, så det udnyttede vi selvfølgelig. Det var udendørs pools, som var op til 40 grader varmt. Der slappede vi af i en lille time.

Den 25. marts gik bussen allerede kl. 7.30. Turen til Wanaka var ret lang, men meget flot. Vi flyttede ind på et dorm med Trine, Maria, Niklas og Amalie. Om aftenen tog vi alle i biografen. I Wanaka er der en gammeldags biograf, hvor man sidder i gamle sofaer og spiser lækre cookies. Vi så Wolf of Wallstreet, og den var meget god! Vi vil gerne være rige….

Alle danskerne tog videre til Queenstown den 26. marts, men vi havde en nat mere i Wanaka. Vi brugte dagen på lidt shopping, fish and chips ved Wanaka Lake og en film i tv stuen. Der flyttede fire danske drenge ind på vores dorm, som vi snakkede med om aftenen og så en film på deres computer.

Den 27. marts kørte vi med bussen til Queenstown, hvor der heldigvis var to ledige senge på vores danske venners dorm, som vi kunne få. Det var også Kristians fødselsdag, så den blev fejret med gaver og sang, da han kom tilbage fra bungy. Om aftenen lavede vi fælles pandekager og drak øl! Senere tog vi i byen, men byturen varede ikke længe, for her lukker barerne allerede kl. 3. I Danmark lukker barerne først kl 5 eller 6, så det er tidligt for os danskere 😉

Den næste uge skal vi være her i Queenstown. I morgen skal vi på bådtur til Milford Sound, som skulle være et af verdens vidundere og helt fantastisk. Mandag skal modige Anette springe bungy jump og swing, og så skal vi ellers bare slappe af, shoppe lidt og nyde den sidste tid på New Zealand sammen med de andre danskere, som også snart skal videre. Torsdag skal vi videre til Christchurch med et stop ved en sø, og så er vi klar til at flyve videre til Californien den 6. april.

Der kommer muligvis endnu et blogindlæg inden USA!

Håber alt er vel i Danmark 🙂

I hører fra os om ikke så længe.

Mange hilsner fra Anette og Mathilde

Ratings

0 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 60 votes, average: 0 out of 6 (0 votes, average: 0 out of 6)
You need to be a registered member to rate this post.
Loading...

Visninger

170

Kommentér

Opret profil