Best volcano trek ever – and never again

Indonesien Mount Rinjani, Taman Nasional Gunung Rinjani, Sembalun Lawang, Sembalun, East Lombok 83656

Vi fløj fra Yogyakarta til Lombok. Efter en forsinket flyvning og en misset transfer, lå vi i vores seng kl 2330 om aftenen, og vi skulle allerede op igen kl 5. Vi var trætte, da vækkeuret ringede, men kunne hurtigt vågne, da vi vidste, at det ville blive vigtigt de næste par dage på vores Rinjani-trek.

Rinjani er Indonesiens næststørste vulkan, og er særdeles aktiv. Den gik sidst i udbrud for seks år siden. Det specielle ved vulkanen er, at den ligger inden i et krater og omringet af en sø, som egentlig beskytter omgivelserne og de nærliggende byer, når vulkanen er i udbrud. De lokale mener, at vulkanen er hellig, så der står faktisk skrevet i nationalparkens regler, at man skal tale pænt og ikke må klage sig, når man er på vulkanen.

Vi blev først kørt til den lille by Senaru, hvorfra trekket skulle starte. Vi kunne se vulkanen med det samme, så at vi missede Merapi, var allerede glemt. Vi mødte vores guide Nur og vores portere. Porterne skulle slæbe på 35 kg hver, hvilket var ganske imponerende at se, og vi følte os lidt slappe ved siden af, men det så nemt ud for dem.

Rinjani er omkring 3700 m høj, og vi skulle helt på toppen på tre dage. På dag et skulle vi op på 2600 m, og da vi startede på 600 m, skulle vi gå omkring 2000 højdemeter. Det var vanvittig hårdt, og fik vores jungle-trek til at ligne en hyggelig lille skovtur. Det gik op og op konstant. Det var lidt hårdt at komme igang, men efter vores kroppe vænnede sig til belastningen, så blev turen også noget mere behagelig. Det var en meget svedig tur. Dog da vi kom op i højderne blev det hurtigt koldt, når solen forsvandt.

Vi startede i tætte jungleomgivelser, som skiftede til savanne for til sidst at blive til ren sten og størknet lava. Vi blev provianteret over al forventning af Nur. Ligesom i junglen var det ret imponerende, hvad guiderne kunne sætte sammen i svære omgivelser. Når vi var trætte, hev Nur lige en cola eller chokoladebar op af tasken, hvilket bragte stor glæde hos os.

Vi nåede op på kanten af krateret en time før planlagt, så vi havde været hurtige. Vi var faktisk de hurtigste denne dag, så vi fik også en af de bedste pladser til vores telt. Da vi nåede toppen, og så ned i vulkanen, blev vi helt paf. Det sker ikke ret tit, at vi for alvor bliver så imponeret, over det vi ser, at vi bliver mundlamme, men det skete her. Synet var, for os, væsentlig smukkere, end det der ses på billeder. Det var en meget stor oplevelse.

Vores crew fik hurtigt rejst vores lejr og gjorde klar til aftensmad, mens vi nød en af de smukkeste solnedgange, vi har set. Vi kunne se helt til Bali, hvor vulkanen Agung dominerer. Da solen var forsvundet, blev det virkelig koldt, og vores medbragte huer og handsker måtte tages i brug. Vi fik endnu et solidt måltid, inden vi kravlede i teltet, og faldt tidligt i søvn. Vi var helt smadrede.

Der var rimelig overskyet den efterfølgende morgen, så vi så ikke så meget solopgang. Vi fik morgenmad og traskede videre. Idag skulle vi ned i krateret til søen og bade i nogle nærliggende varme kilder. Vi skulle kun 600 m ned og 600 m op igen, hvilket ikke lyder så voldsomt som dagen før. Vi kunne dog nemt mærke, at vi havde haft en hård dag dagen før. Da vi kom ned til søen mødte vi en lokal, som solgte øl, sodavand og chokolade. Vi var ret imponeret over, at nogen gad at slæbe det 10 timer ind til den sø,

Vi nåede igen vores camp en time før planlagt i regnvejr, så vi kunne bruge det meste af eftermiddagen på at slappe af, inden vi skulle starte bestigningen af toppen kl 2 om natten. Der var dog ret overskyet, så vi fik ikke så god en udsigt som dagen før, men den var stadig ganske fin. Der er altid skyer omkring Rinjani, så det var slet ikke unormalt. Vi var derfor rigtig glade for vores udsigt til vulkanen dagen før.

Vi blev så vækket kl 2 om natten, fik vores første morgenmad og begyndte at gå vejen mod toppen. Toppen var ca 1100 m over der, hvor vi camperede. Det var noget af det hårdeste, vi længe har prøvet. Det var mørkt, koldt og demotiverende at gå mod toppen, men vi kunne holde hinanden kørende. På vej mod toppen blev landskabet værre, da underlaget bestod af ren grus. Når vi tog to skridt røg vi et skridt tilbage.

Vi nåede dog toppen i god tid, og vi var ovenud lykkelige. Vi fik den perfekte solopgang fra en næsten skyfri himmel, og vi kunne se alle øerne i området som Bali, Gili, Sumbawa, Flores og sågar Komodo. Turen ned var noget sjovere, da vi nærmest kunne løbe ned. Vi fik vores anden morgenmad, og startede derefter med at gå ned fra Rinjani. Nedturen var faktisk det sværeste af det hele, da vores fødder efterhånden var blevet så ømme og brugte, at vi nok burde have et par sko, der var to numre større end normalen.

Ved udgangen af parken blev vi kørt tilbage til Senaru på laddet af en pick-up. Vi fik sagt pænt farvel til porterne og Nur, inden vi blev kørt tilbage til Senggigi, hvor et varmt bad, en iskold Bintang og hvor nye oplevelser ventede.

Tænk, for et år siden havde vi aldrig troet, at det kunne lade sig gøre for os at bestige et bjerg. Det ændrede sig dog, og selvom det var utrolig hårdt, er vi så glade for at have gjort det.

DSC_0647 DSC_0690 DSC_0696 DSC_0701 DSC_0713 DSC_0749 DSC_0752 DSC_0867 DSC_0934 DSC_0986 DSC_0990

Indonesien 2014

Nu nærmer tiden sig, hvor vi rejser til Indonesien, hvilket vi glæder os meget til.… | Læs mere

Visninger

60

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg