Drikkepenge i Nepal – taxa, trekking og restauranter

Nepal Kathmandu

Som serviceguide i Kathmandu står jeg dagligt overfor mange spørgsmål. Et gennemgående tema er, hvordan drikkepengesystemet her fungerer. Det er meget svært for os danskere, som ikke anvender drikkepenge i vores daglige liv, at navigere på dette felt. Jeg vil derfor gerne redegøre for mine erfaringer på emnet, hvilket jeg håber, kan hjælpe rejsende til Nepal godt på vej.

Som ekstramaterialet på enhver dvd film, vil jeg gerne gøre opmærksom på, at til trods for at jeg sidder som nuværende serviceguide i Nepal og som rejsekonsulent for Jysk Rejsebureau i mit daglige arbejdsliv, så er nedenstående udelukkende baseret på personlige meninger og erfaringer og ikke instrukser fra arbejdsgivere.

I flere dele af Nepals servicebranche er det rigtig god skik at give drikkepenge, og jeg vil her koncentrere mig om overskriftens tre områder. I et land hvor cirka 80% af befolkningen lever for under 12 kroner om dagen, kan man dog principielt aldrig gå fejl ved at give drikkepenge eller runde op på andre serviceområder end beskrevet.

Hav i mente at 1 dansk krone svarer til cirka 18-19 nepalesiske Rupees.

At runde op er i min verden den korrekte måde at give lidt ekstra til den taxachauffør, som lige har kørt dig gennem Kathmandus snørklede gader. Det skal siges, at chaufføren ikke vil forvente drikkepenge. Dansen går således, at du har fået en tur forhandlet ned fra 500 til 250 Rupees. Ved betaling stikker du ham 300 Rupees og et blink med det ene øje. Du har stadig ’fået din sejr’ ved at have pruttet prisen ned, mens chaufføren får mere end han har regnet med. Alle er glade!

På restauranter i Thamel og Pokhara er drikkepengesystemet også fungerende, men her har spillereglerne gennem de seneste år ændret sig en smule. Før var drikkepengene noget man selv smed oven i regningen, men dette nu er undtagelsen frem for reglen. De fleste spisesteder lægger nu automatisk 10% oven i regningen i ’servicecharge’ og ydermere 13% i skat. Det er min holdning, at når spisesteder selv sætter satsen (uanset om betjening har været ussel eller sublim), så ønsker jeg ikke at lægge mere i puljen, da friheden her er taget fra mig. På restauranter, der ikke har dette tillæg, giver jeg tværtimod, med mindre jeg har fået virkelig dårlig betjening, altid mere end 10%.

Sidst er der drikkepenge i forhold til din trekkingtur i Himalayas bjerge. Her er det ligeledes rigtig god skik at give din guide samt eventuelle bærere og kok drikkepenge efter endt tur. Disse mennesker er langt fra de højest lønnede i Nepal, og derfor er ethvert ekstra bidrag kærkomment. Dette emne er noget af det, som de rejsende herude spørger allermest ind til; og helt oplagt, da det er meget svært at gennemskue hvordan og hvor meget. Svaret får du ikke ud af hverken din guide eller trekking arrangør.

Mange ønsker umiddelbart at hæve et beløb inden trekkets start, som de vil give slutteligt. Denne fremgangsmåde, mener jeg dog er forkert. Drikkepengesystemets essens er, at den skal fremvise din tilfredshed, så det vil være forkert forud for oplevelsen at lægge sig fast på et beløb. Du skal derfor blot sørge for at have penge nok med til at vise din yderste tilfredshed.

Der er to metoder, hvorpå man beregner, hvor meget man ønsker at give i drikkepenge. Første metode er ved at lave en procentsats af trekkingturens samlede pris. Satsen ligger sædvanligvis mellem 10-15 %. Eksemplet kunne være, at du har booket et trek til 3000 kroner. Forløbet og servicen har været rigtig godt, og du beslutter derfor at give 15 % – altså giver du 450 kroner samlet i drikkepenge.

En mere udbredt metode er, at man lægger sig fast på sit personlige spænd mellem fint tilfreds og meget tilfreds. En metode jeg personligt er tilhænger af. Spændet kunne være mellem 600 til1000 Rupees per dag. Du har eksempelvis været på et 8 dages trek og haft en fin oplevelse uden det store hurlumhej. Du beslutter dig for at give 800 Rupees per dag – altså lægger du 6400 Rupees i drikkepenge.

Således kan man fastsætte selve beløbet, men det svære består lige så meget i, hvordan drikkepengene bliver afleveret, i hvilken valuta og til hvem.

Jeg synes, det er klart nemmest og behageligt at samle puljen af drikkepenge fra trekkingdeltagerne i en kuvert og give til guiden aftenen inden trekket er forbi. Ved denne overdragelse kan man give specifikke anvisninger af, hvordan pengene skal fordeles. Hvis man giver pengene uden disse anvisninger, vil der sandsynligvis være en fordelingsnøgle på beløbet, således at guiden modtager mest, kokken og eventuel hjælpeguide næstmest, mens bærere modtager mindst. Dette er mest normalt og helt accepteret af staben. Man kan også give bestemte direktiver om, at ’kagen skal skæres i lige store dele’, så alle modtager det samme beløb. Man skal selvfølgelig have komplet tro på, at guiden er ærlig og fordeler retmæssigt efter dine anvisninger. Hvis dette ikke er tilfældet, kan du selvfølgelig selv fordele pengene. Det er dog typisk ikke en særlig behagelig situation at stå med flagrende pengesedler over for rækken af hjælpere.

Rigtig mange rejsende spørger derudover, om det vil være okay at give drikkepenge i US Dollars. Dette er bestemt en løsning, som er acceptabel, men det vil altid være bedre, hvis der kan betales i Rupees i stedet. Din hjælpestab vil umiddelbart efter trekket vende tilbage til deres landsby, og der er US Dollars ikke en brugbar valuta til køb af varer og så videre. Pengene skal i stedet veksles, hvilket vil mindske værdien af den gave, du netop har givet.

Jeg håber rigtig meget, at ovenstående kan hjælpe nogen derude i forhold til dette komplekse felt. Der er, som du kan se, ikke faste regler, så derfor skal dette indlæg kun bruges til inspiration og generel retningslinje. Hvis du har andre meninger eller fif hertil, er du naturligvis meget velkommen til at kommentere.

Sidst vil jeg minde på, at det ikke er obligatorisk at give drikkepenge, men husk at du har flere penge end de mennesker, der har hjulpet dig til en uforglemmelig tur i Nepal. Ethvert bidrag er meget velkommen.

Happy tipping herfra.

foto

Nepal i rollen som serviceguide

Min seneste rejse er en såkaldt udstationering i Nepals hovedstad, Kathmandu. Her vil jeg i… | Læs mere

Visninger

1472

Kommentér

Der kan ikke kommenteres på dette indlæg